Ana Stojanovic

Da Ana havde færdiggjort sin bachelor i Pædagogik, skulle der ske noget helt andet. Hun tog til Phnom Penh og Chiang Mai for at arbejde på børnehjem – og en elefant camp.
”Jeg vidste under hele min bachelor, Pædagogik på KU, at jeg gerne ville ud at rejse for at opleve noget fuldstændig andet end Danmark. På Save A Hearts hjemmeside havde de nogle vildt gode børnehjemsprojekter, som kunne komplementere min uddannelse samtidig med, at jeg fik helt ny jord under fødderne. Jeg har jo haft utrolig meget om udviklingspsykologi, så jeg var stensikker på, at min rejse også skulle have med børn at gøre. Jeg har aldrig arbejdet som frivillig før, og jeg rejste alene. Så det var en smule nervepirrende, da jeg først ankom til Chiang Mai i Thailand velvidende om, at jeg skulle være dér i fem uger, og så videre til Phnom Penh i Cambodja i syv uger. Sanne fra Save A Heart var uden tvivl en stor støtte, som undervejs var klar til at svare på alle mine spørgsmål,” udtaler Ana Stojanovic

To vidt forskellige børnehjem

”På børnehjemsprojektet i Thailand var tingene utrolig organiseret, og de mennesker, som jeg talte med, var gode til engelsk, og de viste mig også, hvor jeg skulle bo henne i frivillig-huset. Jeg var positivt overrasket over, at det hele gik så nemt. Børnehjemmet husede børn med mange forskellige baggrunde, men fælles for dem alle var, at de ikke kunne bo hos deres forældre. Børnehjemmet havde fire afdelinger, hvor der var nogle voksne tilknyttet til hver bygning som en form for plejeforældre. De voksnes tilstedeværelse var langt hen ad vejen ikke nødvendig, i hvert fald ikke for de ældre. Børnene var utroligt selvstændige og pligtopfyldende og varetog hver deres del af ansvaret, når der skulle laves mad, gøres rent eller vaskes tøj. Så vores opgave var at være der fra kl. 16-20, når børnene havde fået fri fra skole for at give lektiehjælp, lege med dem og agere ’den voksne’. I Cambodja arbejdede jeg også på børnehjem og boede også i et guest house – men oplevelsen var noget anderledes fordi, menneskene i Cambodja havde langt færre ressourcer og fattigdommen var meget mere udtalt. På Børnehjemmet i Cambodja, hvor jeg også underviste i eksempelvis engelsk, var der slet ikke den samme struktur. Folken
e var meget mere laissez faire, hvilket betød, at man selv skulle finde orden i kaos. Men på et tidspunkt lærte jeg at leve under de her meget ustrukturerede rammer, hvor jeg f.eks. ikke vidste, hvor man mange børn, der kom til undervisningen – og så flaskede det hele sig på mystisk vis alligevel.”

Elefant campen

“I de sidste to uger af mit ophold i Thailand arbejdede jeg på et elefantprojekt, hvilket står som et af de klareste minder fra hele min rejse. Det skal man virkelig unde sig selv at gøre. Det er en såkaldt elefant camp, hvor man bor fra mandag til fredag sammen med mahoutterne. I weekenden tager man tilbage til frivillig-huset. På elefantcampen fik man tildelt hver sin elefant, hvor arbejdet gik ud på at holde stalden ren, vaske den i floden og fodre den – så den kunne være klar til show-opvisningen om aftenen. Det var en ubeskrivelig oplevelse! Det virker måske som en vanvittig idé for nogen at rejse alene så længe. Men ’alene’ skal ikke forstås sådan, at jeg ikke talte med nogen undervejs. Tværtimod så var jeg omgivet af ligesindede mennesker, frivillige fra alle verdenshjørner, der var i samme båd som jeg selv. Så man er aldrig alene, men man har til gengæld friheden til at gøre, hvad man har lyst til – uden at skulle være afhængige af andre.”