Bianca, Sygeplejerske

Sygeplejerske_sydafrika_2

Fire uger af vores sygeplejestudie i Cape Town er nu gået, og det har været en fantastisk tur, hvor vi fik mange personlige- og faglige erfaringer. Modul 13 blev tilbragt på en offentlig sundhedsklinik i midtbyen af Cape Town, Sydafrika, og varetager alt fra kroniske syge patienter, såsom TB og HIV, DM, til akut sygepleje.

Procedurerne for patienternes behandling er præget af meget ventetid imellem de enkelte behandlingsstationer. Et besøg i klinikken kan sagtens vare en hel dag pga. ventetid og patienterne rådes derfor til at tage en madpakke med.

Stationerne består af:

  • Udlevering af papirjournaler ved receptionisterne.
  • Måling af vitale værdier, vægt, samt urinprøver i Preperation Room.
  • Herefter ventetid ved næste station som fx kunne være en lægelig konsultation, sårpleje, blodprøvetagning, eller kliniske sygeplejerske, som varetager konsultationer af patienter med en stabil kronisk sygdom.
  • Herefter afleveres journalerne igen i receptionistområdet, hvorefter patienterne kan vente på at få udleveret evt. medicin fra apoteket.

    Vores første møde med klinikken:

    Vores første møde med klinikken var præget af total kaos. Vi fik en kort introduktion og rundvisning af klinikken, samt en præsentation af samtlige ansatte. Den sygeplejerske, der viste os rundt, blev efterfølgende en af de nøglepersoner vi kunne gå til med spørgsmål og refleksioner. Efter den korte introduktion blev vi fordelt ud på de forskellige stationer.

    Arbejdstiderne var meget fleksible, men ofte var det mandag-fredag 8.00 – 13.00. Dog var der plads til at tage en dag fri til ekskursioner. Vi blev betegnet som frivillige på klinikken, og vi skulle selv være opsøgende ift. fordeling på stationerne. Arbejdsopgaverne bestod hovedsageligt af:

    • Administrativ sygepleje herunder finde patienternes papirjournaler i receptionen, og notere diverse værdier i journalerne.
    • Sortere medicin i apoteket.
    • Ukompliceret sårpleje.
    • Seponering af venflon.
    • Måle vitale værdier, blodsukker, og tage urinprøver.
    • Veje babyer og voksne.
    • Observere læge- og sygeplejekonsultationer.
    • Sundhedsfremme -og forebyggende sygepleje omkring teenagegraviditeter i Danmark.

    Det var begrænset, hvilke instrumentelle sygeplejefaglige interventioner vi måtte udføre, da klinikkens forsikring ikke dækkede os, fordi vi var studerende.

    Opfattelse af klinikken:

    Helt overordnet var vi overraskede over klinikkens faglige niveau og instrumentelle redskaber. De havde elektroniske blodtryksapparater, blodsukkerapperater, produkter til sårpleje, blodprøveampuller osv. Dog var der stadig en del områder, hvor de ikke lever op til dansk standard. Det omhandlede specielt deres hygiejne, kommunikationsform og graden af effektivitet og motivation. Det er ikke unormalt, at tage en middagslur på et par timer under ens frokostpause, råbe af patienterne eller drøfte patienterne indbyrdes i åben forum.

    Alt det praktiske:

    Vi bestilte rejsen gennem organisationen ”Save a Heart” som arrangerede det praktiske omkring kost, logi og fly. Derudover fik vi tildelt en kontaktperson, som var meget behjælpelig med spørgsmål og vejledning. Vi følte os rigtig trygge ved at rejse med ”Save a Heart”. Vi valgte at bo på et hostel med andre unge frivillige fra verden over. På hostelet havde vi en ”hostelmor”, som også var behjælpelig med dues and donts i Cape Town, samt evt. udfordringer vi end måtte opleve under vores ophold. Derudover fik vi den første hverdag et introduktionsmøde, hvor vi blev præsenteret for Cape Town, og hvad der var at opleve i området. Desuden fik vi også en rundvisning i byen. Også her følte vi os meget velkommen, og følte at vi havde nogle menneske omkring os, der holdte øje med vores ve og vel.

    Det var dejlig betryggende i forhold til ry Cape Town har. Vores oplevelse af sikkerheden i byen, var, at ja det er en farlig by, hvis man ikke bruger sin sunde fornuft og tager de forholdsregler, som der vejledes i. Det er en farlig by med ekstrem fattigdom. Dog skal det siges, at vi på intet tidspunkt følte os utrygge, men vi fulgte også de råd, vi fik. Af studie- og sikkerhedsmæssige årsager anbefaler vi, at man rejser med andre, så man altid har nogle omkring sig, man føler sig trygge ved, og som man kan snakke med om de oplevelser, man får.

    Foruden klinikken og hverdagen var der tid til at opleve nogle af alle de mange seværdigheder Cape Town har at tilbyde. Der er noget for enhver smag – om man er til adrenalin, safari eller vinsmagning på en af de mange smukke vingårde i området.

    Pris inklusiv, kost og logi, transport, vacciner og oplevelser var omkring 30.000 dkr. på hele opholdet. Det skal dog siges, at vi ikke sparrede på noget. Af legater fik i hver 1.500 kr. fra DSR.

    Opsummerende kan vi klart anbefale at tage på studieophold i udlandet. Man udvikler sig både fagligt og personligt, og man lærer at sætte stor pris på det danske sundhedsvæsen. Det er en oplevelse for livet !!!!!!

    Skrevet af sygeplejestuderende; Laura Madsen, ikke Pedersen og Bianca Christoffersen.