Marie, Ergoterapeut

Marie tog på et ergoterapeutisk eventyr til Uganda. Hun mødte fire andre danskere. De boede samme sted, og så den samme barske og livsbekræftende virkelighed
”Jeg regnede ikke med, at der ville være andre danskere end mig, da jeg rejste til den lille ugandiske provinsby Buwekula lidt uden for Jinja og Kampala. Ved ankomsten tænkte jeg: ’Kan man virkelig komme længere ud?’ Derfor blev jeg positivt overrasket, da jeg ankom til min værtsfamilies hus, som lå i midten af ingenting og som var formørket af den sorte afrikanske nat. Jeg skulle bo sammen med fire danske damer. Det var vildt fedt! I tre uger delte jeg værelse med Trine, som også var uddannet ergoterapeut, og vi arbejdede på samme volontørprojekt, som vi havde fundet hos Save A Heart. Vi boede midt ude i Ugandas ingenmandsland – et sted, som de færreste får at se. Men sammenlignet med byerne, så kunne disse landområder noget ganske særligt. De skabte en behagelig tryghed, som byerne ikke kunne,” udtaler Marie Fiil Hjort, som til dagligt arbejder på Hammel Neurocenter.

Ordet ’børnehjem’

”Formålet med rejsen var vel egentlig at søge nye ergoterapeutiske oplevelser og få en ferie samtidig, og det fik jeg så sandelig på børnehjemmet for handicappede, som husede op mod 45 syge mennesker med cerebral parese, autisme og hydrocephalus. Navnet ’børnehjem’ er egentlig lidt misvisende. Nogle af patienterne er nemlig op mod 25 år gamle, men de får lov at blive på institutionen, da der ikke er oprettet et frivilligt alternativ i Uganda for teenagere og unge mennesker. Det skyldes, at mange med disse sygdomme og lidelse dør inden, de fylder 30 år.”

Mindre gråd på stuerne

”Stedet bliver til dagligt drevet af to ergoterapeuter, som mader, bader og laver øvelser med patienterne. De har meget at se til, og selvom de gør alt, hvad de gør i den bedste tro, så er deres ergo-viden begrænset i forhold til, hvad vi ved i Danmark. Derfor følte jeg i højere grad, at min opgave var at lære ergoterapeuterne på børnehjemmet om andre behandlingsmuligheder end træning med ståstativ og udstrækning af forkrampede muskler. Ergoterapi handler i min optik i lige så høj grad om at give patienterne livskvalitet og meningsfuldhed og om at give dem kærlighed og nye udfordringer. Derfor var det en succesoplevelse for mig, at ergoterapeuterne begyndte at efterligne mine arbejdsmetoder, efter nogle få ugers arbejde. Der var i hvert fald mindre gråd mellem patienterne på stuerne, hvilket kunne tyde på, at der skete et eller andet. Én af de frivillige, som havde været på projektet i længere tid, fortalte mig også, at hun kunne fornemme en mærkbar forbedring.”

Hvad skal jeg ønske mig til jul?

”Der er virkelig brug for hjælp, og det fatter man ikke, før man ser det. Ikke kun på børnehjemmet, men i hele Uganda. Man kan ikke rigtigt forberede sig på det, fordi virkeligheden ofte er meget mere barsk og grusom end fantasien. Jeg besøgte et hus, hvor tre handicappede børn var overladt til sig selv. De overlevede på må og få. Folk sagde, at faren var stukket af, og at moren arbejdede inde i byen for at tjene penge, og at de næsten aldrig så hende. Jeg havde taget noget gammelt tøj med hjemmefra, som jeg ville dele ud på rejse til dem, som virkelig manglede det. Jeg gav den otteårige, handicappede dreng i søskendeflokken et par gamle kondisko. Det var de første sko, han nogensinde havde ejet, og lærerne på skolen, fortalte mig, at selvtilliden strålede ud af ham, når han var i skole. Sådan en oplevelse gør det svært for mig at stykke en ønskeliste sammen til jul, fordi jeg i virkeligheden har alt, hvad jeg behøver.”

Du kan se flere billeder HER

Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark