Emma Andersen

Emma mødte modsætningernes land, og hun gav noget af sig selv i den tro, at hun ikke skulle have noget igen. Der tog hun fejl. Emma oplevede det hele i Sydafrika.

”Jeg ville gerne opleve det konflikt- og kontrastfyldte Sydafrika, hvor nogle mennesker bor i indhegnede palæer, mens hjemløse sover på bænken lige rundt om hjørnet. Det er på en og samme tid tankevækkende og fascinerende. Derudover så var formålet med rejsen, at jeg ville give noget af mig selv uden nødvendigvis at få noget retur. Det er jo grundidéen med frivilligt arbejde. Sagen er dog den, at jeg fik masser igen; ganske vist ikke på den økonomiske front, men på alle mulige andre parametre. Da jeg i mange år har passet børn og virkelig har været glad for det, lå det i kortene som en usagt selvfølgelighed, at jeg skulle bruge mine otte uger på en børnehave, som lå i hjertet af Cape Town,” udtaler Emma Bønnelykke Andersen, som starter på BSS efter sommerferien 2016.

Hostel-oplevelsen: En opfordring i sig selv

”Min adresse i Sydafrika var et hostel ved Sea Point, som ejes af en af Save A Hearts samarbejdspartnere. Jeg boede sammen med inspirerende mennesker fra hele verden, og alene hostel-oplevelsen er en opfordring i sig selv, hvis man altså ikke har prøvet den slags før. Man er kontinuerligt omgivet af mennesker, hvilket for mange er en alternativ levefacon, men det biddrager utvivlsomt til at gøre rejsen enestående og uforglemmelig – fordi man netop deler oplevelsen med så mange imødekommende mennesker, som også er volontører. Fra vores hostel kunne jeg nemt komme til og fra arbejde. Det foregik i en ubegribeligt propfyldt minibus, hvis passagerkapacitet altid lige kunne rumme én til, som ruten skred frem. Når jeg nåede frem til børnehaven ved 08:30-tiden, så var morgenundervisningen allerede i gang. Den privatiserede børnehave kunne på nogle punkter betragtes lidt som en preschool, hvor børnene modtog simpel læring gennem leg. ”

Børnehaven afspejler et kontrastfyldt samfund

”Jeg biddrog naturligvis til undervisningen, og andre gange sørgede jeg for at holde halvdelen af klassens 24 børn beskæftiget, sådan at den fastansatte pædagog kunne koncentrere sig om undervisningen til den anden halvdel. Nogle gange hjalp en college-studerende også til, men da hun også havde undervisning, var hun der kun sporadisk. Undervisningen fyldte ikke meget, og det gjorde også, at det ofte gik op i pjat og leg, som børn i 4-års alderen formentlig har det bedst med. Institutionen havde godt og vel 100 børn, hvor jeg udelukkende assisterede i én klasse. Det var en beslutning, som jeg allerede havde taget hjemmefra. Jeg tror, man får absolut mest ud af sit ophold, hvis man øger sine chancer for at knytte bånd til de mennesker, som man omgås – og det gør man jo ikke, hvis man skal skifte klasse hele tiden. På mange måder var klassen lige så kontrastfyldt som det samfund, der omsluttede børnehaven. Nogle børn kom fra de fattigste townships og andre fra velhavende familier. Da intet er gratis i Sydafrika, havde institutionen indført en regel, der muliggjorde børnepasning for de dårligst stillede. Hvis man kunne dokumentere, at man boede i én af de mange townships, så kostede et månedskontingent, hvad der svarer til 300 danske kroner – andre måtte betale det dobbelte.”

Det lille sølv ur

”Børnene blev en del af mit sydafrikanske liv, og selvom mange af dem ikke kunne formulere sig på ligeså godt engelsk som de voksne, så kunne de sagtens forstås, og så var de jo heller ikke til at stå for. Min glæde for ungerne blev gengældt, for alle forældrene til klassens børn havde i skjul skrabet et mindre beløb sammen, så de kunne forære mig en afskedsgave. Jeg fik et lille sølvur som tak for min prisværdige indsats. Den ansatte fortalte mig, at hun aldrig havde set noget lignede før, og det betragter jeg stadig som utrolig rørende episode og som et kæmpe klap på skulderen – og nu ved jeg altid, hvad klokken er i ’African time’.

Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark