Freja Kjær

Freja tog til Pokhara i Nepal. Hun oplevede en barsk kultur, et ustruktureret skolesystem, farverige fester og imødekommende mennesker.

”Jeg fik studenterhuen på, og så blev rejseopsparingen igangsat. Jeg ville opleve egenhændigt, hvordan verden var sammenskruet uden for Nordsjælland. Op til afrejsedagen arbejdede jeg blandt andet som lærervikar, og det skulle senere hen vise sig at komme mig til gode. Efter seks måneders intensivt arbejdsræs kontaktede jeg Save A Heart, og sammen fandt vi den bedste rejseløsning. Det er nu snart to måneder siden, at jeg landede i den nepalesiske hovedstad, Katmandu, hvor jeg her efter begav mig ud på en otte timers bustur til byen Pokhara. Her blev jeg samlet op af kontaktpersonen, Krishna. Grundet nogle komplikationer med den værtsfamilie, som jeg oprindeligt skulle have boet hos, endte det med, at jeg skulle bo hos ham og hans familie. Sådan lød det farverige og kulturchokerende startskud til et vidunderligt eventyr,” udtaler Freja Kjær, der uddannet på Espergære Gymnasium.

Krishna og Hjalte

”Efter en mindre sightseeing i byen, blev jeg præsenteret for Krishnas familie, der stod klar med smil og åbne arme. De var søde og rare som Krishna, og de formulerede sig alle sammen på engelsk og på et temmelig højt niveau sammenlignet med den gængse nepalesers evner. I familien boede der allerede én volontør. Han hed Hjalte, og helt tilfældeligt så underviste han på samme skole, som jeg netop skulle til at starte på. Hjalte viste mig rundt på skolen, og vi startede med at fællesundervise i de samme klasser. Indledningsvist var det skolens idé, at han skulle oplære mig, så jeg kunne påtage mig ansvaret for en hel klasse selv. Men ændringer rykkes med sneglefart i Nepal, så Hjalte og jeg underviste sammen i samtlige seks uger af mit ophold, og det var vi mere end tilfredse med, da eleverne fra tid til anden var nogle vildbasser, som krævede to lærere. Nogle gange gik de deres vej, og andre gange var de svære at kommunikere med, fordi de havde vanskeligheder ved skolesystemet eller engelsksproget generelt.”

Du starter, når du har tid eller råd

”Vi underviste i engelsk og matematik i nogle klasse med meget få elever, hvor niveauet svingede som dag og nat. I Nepal er der ingen faste regler om, hvornår man skal starte i skole, hvor man i Danmark gerne skal starte i seks års alderen. Derudover koster det penge at sende sit barn i skole, og det skabte store kløfter i aldersniveauet, fordi nogle familier først havde råd til at sende deres barn i skole i en alder af 12 år, når andre kunne betale sig fra det, da deres barn var 5 år. Det faglige stadie varierede og alderstrinene bølgede op og ned. Vi så os derfor nødsaget til at målrette undervisningen til den enkelte elev frem hele klassen. På den måde kunne nogle elever sidder med opgaver, der involverede få engelsker gloser, mens andre sad med svære sætningskonstruktioner. Ligeledes kunne nogle i matematiktimerne bøvle med 2 + 5, mens andre kunne dividere med otte decimalers korrekthed.”

En uhyggelig øjenåbner

”Vi blev flere gange inviteret til bryllupper og forskellige spirituelle, hinduiske ceremonier, hvor nepaleserne anså det som en ære at have os med. Festerne var altid fyldt med farver, glade mennesker og en enorm tilfredshed for nuets tilstand. Det var virkelig spændende og anderledes fra alt det, som man oplever i Danmark. Andre gange var rejsen også grænseoverskridende. En dag rendte en elev hjem fra skole. Han havde været involveret i en slåskamp med en anden elev. Da vi så drengen igen kom han grædende og løbende tilbage til skolen med sin mor lige i hælene. Hun havde en stav, som hun slog drengen med – ligesom en fårehyrde, der vil have sit kreatur til at gå frem ad. Først et slag på den ende side, så et slag på den anden side. Det var en uhyggelig øjenåbner, der tydeliggjorde det faktum, at vi har det utrolig godt i lille Danmark, og at vi ofte brokker os lidt for meget over ingenting.”