Carina, Socialrådgiver

IMG_0154
Carina er socialrådgiverstuderende på UCL, men de sidste 19 uger har hun arbejdet på et børnehjem og mødt en anden side af livet.

”På syvende modul på UCL, University College Lillebælt, har man på socialrådgiveruddannelsen mulighed for at tage et udlandsophold eller en dansk praktik. Min veninde og jeg så en klar fordel i at udfordre os selv på alle leder og kanter, derfor valgte vi at rejse til Cape Town i Sydafrika. Her skulle vi i 19 uger arbejde på et ret udsædvanligt børnehjem sammen med en fast tilknyttet socialrådgiver. Institutionen var speciel, fordi alle børnene var anbragt der, mens deres sag blev afviklet hos myndighederne. Nogle børn ventede på, at de skulle stilles for retten, andre ventede forgæves på en plejefamilie, og andre drømte måske bare om en familie uden vold, alkohol- og stofmisbrug,” udtaler Carina Skauenborg Nielsen.

Lektien i at være imødekommende

”Kulturen er anderledes og arbejdsforholdende er anderledes. Vi boede hos to forskellige værtsfamilier, hvor levestandarden var langt fra, hvad man kunne tænke sig til. Toiletdøren var f.eks. et badeforhæng, hvilket siger lidt om privatlivet – eller manglen på samme. Men det var jo en del af oplevelsen. Arbejdssagerne var alsidige grundet de mange børn på børnehjemmet. Børnene var inddelt i tre gruppe: A, B eller C, hvilket skulle indikere, hvor gamle de var. Fællesnævneren i vores arbejde med disse tre gruppe var dog, at det hele handlede om mennesker og deres fremtid. Jeg er sikker på, at jeg er blevet endnu stærkere i socialrådgiverfaget, fordi jeg er blevet i stand til at rumme så mange menneskers skæbne. Det hele handlede om lektien i at være imødekommende – og det var uden tvivl, hvad vi lærte i Sydafrika.”

SAM_0646
SAM_0105

Aldrig i sin vildeste fantasi

”Det var uhyggeligt spændende, fordi vi fulgte nogle voldsomme sager på tæt hold, og fordi vi blev inddraget. Socialrådgiveren på børnehjemmet var lige så imødekommende over for inputs, som vi var, når hun sagde noget. Så vi fik meget hurtigt et rigtigt godt samarbejde op at køre. Hun talte flydende engelsk, og hun tog os med til samtlige familiemøder, der involverede den ene triste tragedie efter den anden. Nogle gange kom sagerne utroligt tæt på, fordi vi ikke i vores vildeste fantasi kunne forestille os, hvad vi gik ind til, før vi rent faktisk stod i Sydafrika over for de her mennesker. Derfor var det virkelig gavnligt at have én at dele de vilde oplevelser med.”

IMG_5329
hot_summer_08
IMG_1171

Børnehjemmets eksistensberettigelse

”Jeg husker særligt episoden, hvor et søskendepar kom ind på børnehjemmet. Drengen var tæsket til blods. Vi smed alt, hvad vi havde i hænderne og kørte ham på hospitalet, hvor han blev lappet sammen. Voldsmanden var hans far, og da vi senere mødte forældrene til et møde, fik vi at vide, at han også tidligere havde tæsket sin kone med en toaster. Selve mødet foregik på afrikaans, så en tolk måtte forklare os, hvad der skete. Faderen var så langt ude på stoffer, at han ikke besvarede et eneste spørgsmål, men blot vrøvlede i vildelse. Denne episode rørte mig dybt og står som et af de klareste minder fra vores rejse. Det er modbydeligt, at sådan en ondskab kan finde sted, og netop på grund af denne ondskab, så er det prisværdigt, at institutionen hver dag holder sin døre åbne for børn i denne situation. Det lyder måske lidt skræmmende, og som noget man bør undgå, men jeg vil helt klart anbefale andre socialrådgiverstuderende til at at tage på lignende eventyr. Jeg ville i hvert fald gøre det igen, hvis jeg fik muligheden.”