Rikke Stenager

Venindeparret, Rikke og Rikke, ville opleve den ugandiske kultur helt tæt på. De havde dog ikke den fjerneste idé om, hvad det egentlig indebar, før de var der.

”Vi var sikre på, at vi ville se Afrika, da vi havde et ønske om at opleve en verden, som stod i fuldstændig kontrast til den, som vi kender. I Uganda kunne vi samtidig arbejde på et børnehjem og bo hos en værtsfamilie, hvilket vi utrolig gerne ville, da det efter vores mening trækker én endnu tættere på den kultur, man besøger. Vi valgte at rejse med Save A Heart, da en medarbejder i rejseorganisationen, AdventureDK, anbefalede os det. Når én rejseorganisationen anbefaler en anden, så må der jo været noget om snakken. Efter vores fire lange ophold i den ugandiske by Bugembe nær Jinja rejste vi videre med AdventureDK, hvor vi tog til Sydafrika og mødtes med 9 andre piger, så videre til Tanzania – og endelig Zanzibar med en solrig og afslappende afslutning på øens hvide sandstrande,” udtaler Rikke Holm Stenager, der rejste sammen med Rikke Jeppesen.

En tragisk situation

”På børnehjemmet i Uganda var der 21 børn, hvor 8 af dem var i børnehave- og vuggestuealderen. Disse 8 børn passede vi om dagen, hvilket praktisk talt indebar madning og badning, og senere kom de ældre skoleelever hjem til børnehjemmet, hvilket gav lidt mere liv og lidt mere at se til. Nogle børn var anbragt på børnehjemmet, fordi de havde psykisk syge forældre, som havde afstødt dem, hvorefter nogle havde fundet dem og afleveret dem i børnehjemmets varetægt. Andre havde slet ikke nogle forældre eller familiemedlemmer, hvorfor børnehjemmet var den eneste udvej. Der var faktisk mange af børnene, som stod i den udsigtsløse situation, at de ikke kunne adopteres, fordi de deres fjernt beslægtede familiemedlemmer havde bestemt, at børnehjemmet var det rigtige sted for dem, og at de ikke skulle videre til andre familier.”

Dagbogen fortæller

”Uganda var på mange måder den kulturelle omvæltning, som vi havde søgt. For at holde styr på alle de ting, som vi oplevede, skrev vi dagbog hver dag. Efter at have genlæst den kan jeg se, at mange af de første sider omhandler vores konstante forbavselse over, at mennesker kan leve under så trænge kår. De sidste sider viser, hvordan vi også har lært det, og hvordan vi på fire uger havde accepteret landets udfordringer og omgivelser. Jeg tror, det som chokerede os mest var, hygiejnen – eller manglen på samme. De små børn på børnehjemmet havde f.eks. ikke ble, da der ikke var økonomiske ressourcer til det, hvilket vil sige, at når børnene skulle det ene eller det andet, så endte det på jorden eller gulvet. På baggrund af disse uheldige episoder forsøgte vi, at lære dem at gå potten. Men visse ting kan man ikke lære helt små børn. Noget andet, som virkelig forbløffede os, var den såkaldte African Time. I Uganda er det de færreste, som holder en aftale ned til minuttet, derfor kan man sagtens bruge en times tid eller to ved busstoppestedet.”

Vores tilstedeværelse

”Jeg husker tydeligt den første dag, hvor vi blev modtaget af en flok løbende børn og derefter fik en ordentlig krammer. Børnene var så taknemmelige – jeg husker, at vi på et tidspunkt havde taget nogle balloner med til dem, hvilket virkelig løftede humøret på børnehjemmet. Det tror jeg næppe ville ske herhjemme. Det kan være svært at sige, hvorvidt man gør en forskel, når man laver frivilligt arbejde, men vi kunne i hvert fald se, at børnene var glade for vores tilstedeværelse, hvilket børnehjemmets voksne også gav os medhold i flere gange. Så lige som børnene, der fik en ballon, så er vi dybt taknemmelige for vores oplevelse.”
Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark