”Vi var netop blevet færdige på pædagoguddannelsen på VIA i Viborg, og nu hvor vi havde tiden til det, så kunne vi jo godt se en fordel i at differentiere os lidt fra de mange tusinde andre, som også kommer ud på arbejdsmarkedet. Rejsen kunne give os indblik i en anden verden og stille os bedre, når jobsøgningen for alvor sætter ind. Fra vores perspektiv kunne Save A Heart spændende destinationer – til en fair pris. Nogle af de andre rejseorganisationer havde tårnhøje priser, som man altså ikke lige kommer til på en SU. Efter et møde med Sanne, fandt vi frem til, at Sri Lanka var en passende udfordring for os. Så efter kort tid hev vi 12 uger ud af kalenderen og boede og arbejdede på et børnehjem i byen Gampola på Sri Lanka,” udtaler Natasja Nymann Jensen, der rejste sammen med Shanice Bjerregaard Prilving.

”Børnehjemmet som vi arbejdede på, var en del af et kloster. Den øverste etage havde nonnerne som spisesal og soveværelse, nedenunder var på børnehjemmet, som vi arbejdede på, og nederst kunne man finde en pre-school. Ifølge nonnerne, så er det Jesus’ vilje, at de skal forsørge børnene på børnehjemmet. Relationen mellem søstrene, som det jo hedder, og børnene var dog meget militærisk og autoritær. Det minder i hvert fald på ingen måde om den omsorg, som vi forbinder med dansk pædagogik. Søstrene kunne sagtens give børnene et lap på hovedet, hvis de ikke makkede ret. Så relationen var meget formel og konservativ. Derfor havde nonnerne også nogle helt andre tanker om, hvordan opdragelse skulle udføres. Vi tænker jo meget i kontakt og tålmodighed, og der fik vi at vide, at vi simpelthen arbejdede for langsomt, så vores tid hos børnene blev reduceret, da nonnerne mente, at vi gjorde det forkert. Vi endte med at have mange alsidige opgaver; alt lige fra rengøring, engelskundervisning til de ældste børn og nonnerne, samt børnepasning.”

”Vi fik set en måde at håndtere børn på, som absolut ikke stemmer overens med, hvad vi praktiserer i Danmark. Jeg forsøgte mig frem med den pædagogik, som vi havde lært på skolen hjemmefra, og det reagerede nogle af børnene voldsomt positivt på. I Danmark er børnene gerne en smule forkælet, og efter skole kommer de typisk hjem til mor eller far. På børnehjemmet i Gampola havde børnene ikke denne mulighed, så på nogle punkter var det faktisk den omvendte verden. Nogle af børnene stoppede med at udvikle sig fysisk på grund af stress og traumer, som de oplevede i hjemmet eller på børnehjemmet. Der var en lille dreng, som lignede en på 3-4 år, men han var meget ældre. Da vi ankom var han fuldstændigt indelukket, men han knyttede et meget stærkt bånd til mig, fordi jeg viste ham omsorg og opmærksomhed. Børnene levede under meget strenge vilkår, vi så nogle billeder, hvor de alle havde Afrika-maver, og ingen af dem havde udviklet sig på et år.”

”Vi boede i kælderværelset på klostret. I starten var det helt fordærdeligt, men vi fandt hurtigt ud af, at det bare var standarden på Sri Lanka. Vi vænnede os dog hurtigt til omstændighederne, og jeg tror faktisk, det kan være helt sundt at finde ud af, at ting ikke nødvendigvis er ligesom i Danmark. Vores værelse var udsat for en stor del larm fra de 50-60 børn, som løb rundt ude på gangene. Det lyder måske som et meget negativt og uoverkommeligt ophold, men sandheden er, at det for mig og Shanice har været helt fantastisk. Selvfølgelig var det hårdt, men oplevelsen er jo uforglemmelig, og vi lærte meget mere om pædagogik end, ville have gjort andre steder.”