”Én af mine veninder havde talt med sin kollega omkring, hvad et ophold i udlandet kan gøre for sygeplejekarrieren, og hvordan det udvider perspektivet på sygeplejefaget som helhed. Det fascinerede hende, senere mig selv og derefter tre veninder. Det endte med, at vi var fem sygeplejestuderende, som rejste med Save A Heart og frivilligt rev seks uger ud af kalenderen for at lære mere om sygeplejestudiet, om os selv og selvfølgelig den ugandiske kultur. Vi boede i en mindre by ved navn Buwekla hos en værtsfamilie, som kunne huse os alle. Herfra var det nemt at komme til hospitalet i Jinja, hvor vi blev fordelt ud på to afdelinger af tre ugers interval, sådan at vi fik lige lang tid begge steder. Det var helt klart en enestående oplevelse, hvor vi, fordi vi er så langt i uddannelsesforløbet, kunne anvende meget teori i praksis på trods af, at det kunne være vanskeligt at se sammenhænge mellem sundhedsvæsnet i Danmark og i Uganda. Men det var jo heller ikke meningen med rejsen. Vi tog jo af sted for at opleve forskellene,” fastslår Line Frederikke Sørensen, som går på VIA’s sygeplejeskole i Aarhus.

”Et af de stærkeste minder, som jeg har taget med hjem, handler om en lille pige. Mange indfødte, som bor i lerhytter, har ikke adgang til elektricitet og anvender olielamper i stedet. Pigen kom ind på hospitalet og var forbrændt på over 90 % af kroppen. Olielampen var væltet. Det forårsagede en ildebrand, der gav hende kraftige forbrændinger, og at hendes to søskende omkom i ildebranden. Hun lå hjælpeløst i sygesengen, da Jinja Hospital ikke havde remedierne til at redde hende, men heldigvis var der en sygeplejestuderende fra USA, som havde medbragt nogle ting til behandling af brandsår. Det gav vi hende, og vi forbandt hende næsten fra top til tå. Men hospitalet havde stadig ikke mulighed for at følge hele behandlingen til dørs. Man havde simpelthen ikke ressourcerne til det, hvilket betød, at hun skulle sendes videre til et større hospital i hovedstaden, Kampala. Ambulancen holdt klar ude foran, men familien skulle selv betale for benzinen, hvilket svarede til 200 kr. Det var penge, som de ikke havde, og det endte med at pigen døde ud på aftenen. Vi fik senere at vide, at beløbet lige så godt kunne være stillet fra en korrupt overlæge, som gerne ville tjene lidt ekstra – og derfor slet ikke gik til benzinpenge. Hvis familien var gået til hospitalsejeren og protesteret, så havde de formentlig fået liftet gratis. Men de lavtstående klasser i Uganda er mere uvidende og meget autoritærtro, og det udnytter de højtstillede sig en gang imellem af. Desværre.”

”Som historien beskriver, så var der sjældent de ressourcer på hospitalet, som skulle bruges – og slet ikke dem, som vi anvender herhjemme. Det vil sige, at vi rent fagligt ikke fik det samme udbytte, som vi ville have gjort på et dansk hospital. Til gengæld så har vi alle rykket os personligt, fordi vi blev plantet i nogle situationer, som aldrig ville opstå i det danske sundhedsvæsen, og det giver i sidste ende en arbejdsmæssig ballast, som man ikke kan få andre steder. Her skal det understreges, at det var guld værd at have sparringspartnere ved sin side, så man kunne tale om konflikter, mens de stod på i stedet for at tage ubehagelige tanker med hjem. Jeg underdriver ikke, når jeg siger, at det har været en oplevelse for livet, og jeg ville helt klart gøre det igen, hvis jeg fik muligheden. Så til dem som leger med tanken, og har økonomi og tid til at rejse: Gør det.”