Amalie Neve-Græsbøll

Amalie tog alene til Kenya for at arbejde med slumbørn og HIV-smittede. Hun tog til gengæld hjem omgivet af minder.

”Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville ud at rejse. Men det blev hele tiden udskudt – soldatertiden tog lidt længere end planlagt, og så begyndte jeg pludselig at studere på en videregående uddannelse. Denne er jeg netop lige hoppet fra igen, da jeg gerne vil læse medicin, hvilket i første omgang betyder, at nogle gymnasiale fag skal læses op. Men det betød også, at jeg nu fik friheden til at indfri mine rejsedrømme. Jeg valgte at tage fem uger til Kenya med Save A Heart – By Committing Yours for henholdsvis at arbejde på et center for HIV- og AIDS-smittede børn, samt et feeding project, hvor sidstnævnte egentlig mere fungerede som en nursery school, hvor eleverne fik mad og modtog undervisning. Disse to projekter indebar begge humanitært arbejde, som er smart for cv’et – men derudover, så gav det også rejsen et højere formål. Da jeg rejste på egen hånd, så syntes jeg, det var vigtigt, at der var noget konkret at tage af sted til, der ligesom gav rejsen mere mening. Jeg kom tilfældigvis til at bo sammen med en anden dansker i Gilgil hos vores værtsfamilie. Vi fik set store dele af Kenya sammen, og vi tog fem dage til Mombasa og senere Etiopien,” erfarer Amalie Neve-Græsbøll fra Silkeborg.

Adspredelse er livets krydderi

”Feeding-projektet er hovedsageligt tiltænkt byens slumbørn. Det er altså en institution, som forældre kan sende deres børn hen på, hvis de ikke har råd til at brødføde dem selv eller sende dem på privatskoler. Institutionen har kun begrænset plads, så de bestemmer efter en samtale med forældrene, hvilke børn som har mest brug for det. Vores arbejde bestod i at lege og underholde børnene og hjælpe til, hvor vi kunne i undervisningen ved f.eks. at rette opgaver og tilbyde lektiehjælp. Vi fik typisk fri omkring middagstid, og herefter kunne vi gå hen på børnehjemmet for HIV- og AIDS-smittede for at arbejde dér de sidste timer af eftermiddagen. På dette børnehjem var der ansat en håndfuld voksne til at tage sig af alt det praktiske. Så her var vores opgave i høj grad at give de syge børn den mængde omsorg og kærlighed, de ikke fik til hverdag. Og det var hér, jeg følte, vi gjorde den største forskel.

Man kunne mærke på børnene, at vores tilstedeværelse gjorde deres hverdag mere overkommelig. Vi tog dem ofte med på ture for udfordre deres vante omgivelser. Hvis vi frivillige ikke tog dem med ud i byen en gang imellem, så kom de stort set ikke udenfor. De trængte utvivlsomt til adspredelse i hverdagen.”

Smittefaren ved HIV og AIDS

”I begyndelsen tænkte jeg naturligvis over smittefaren ved HIV og AIDS, men chancen for at blive smittet er faktisk utrolig lille. Man skal have en smittedes blod eller spyt direkte ind i éns eget blod, før man smittes. Men i Kenya er de indfødte utrolig bange for disse sygdomme, her tænker jeg især på AIDS og malaria – og med god grund naturligvis. Jeg kan huske, at en dreng på nursery school’en begyndte at bløde fra læben, da han ved et uheld var blevet ramt i en lidt vild leg. Alle de andre elever fløj ud til lokalets vægge og dannede en pegende cirkel om det blødende barn. Selv læreren så reserveret til og var panisk ved tanken om at skulle hjælpe. Sygdommene og deres smittefare er en så indgroet frygt hos kenyanerne, at de reagerer meget voldsomt, hver gang der er blod involveret i et eller andet. Så her måtte vi træde til med et lommetørklæde og fjerne blodet, så vi kunne komme videre i dagens program. Og vi er altså stadig sunde og raske efter vores hjemkomst!”

Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark