Katrine, marketing

IMG_0774
Katrine tog til Peru for at lære om markedsføring hos en NGO. Hun endte med at lære en masse fra sig – og ligeledes tage en masse viden med hjem.

”Da jeg rejste til Peru i 16 uger, var det både fordi, jeg gerne ville have en ordentlig én på opleveren, og fordi jeg tænkte, at det sagtens kunne kombineres med studiepraktikken. Gennem Save A Heart fandt jeg frem til en NGO i Cusco, som varetog et væld af forskellige arbejdsopgaver. Alle opgaverne kunne inddeles i to kategorier – nemlig sundhedsprojektet og uddannelsesprojektet, hvor begge afdelinger arbejdede med fejlernærede børn. Min opgave i løbet af disse fire måneder var at finde ud af, hvordan organisationen kunne få nogle flere penge, sådan at hjulene og projekterne kunne blive ved med at køre. NGO’en går nemlig en svær fremtid i møde med meget kraftigt faldende donationer, som indtil videre har sikret dens overlevelse,” siger Katrine Dam Petersen, som læser Marketing Management på UCN i Aalborg.

”Jeg skulle derfor planlægge og undersøge, hvorvidt der var penge i, at organisationen begyndte at sælge madlavningskurser til turister. Så ved siden af alle de andre praktiske gøremål, så fremtænkte jeg en markedsføringsplan, som rent teoretisk påviste, at man kunne skaffe penge til organisationen, hvis man implementerede den – og jeg håber da inderligt, at de har valgt at benytte den, efter jeg er taget hjem igen. Markedsføringsplanen var min selvstændige og egentlige hovedopgave, men derudover så var jeg også med til madmesse, ernærings-workshops, ude på fattige landbrug for at måle og veje børn, samt lære deres forældre at plante køkkenhaver for at få mest muligt ud af jorden. Hele forløbet er jeg nu i gang med at skrive afsluttende eksamensopgave om, så det har uden tvivl været lærerigt og fordelagtigt.”

”Hvis man skal have det maksimale ud af sit praktikophold i Peru, så tror jeg det er essentielt, at man er selvstændig og selvkørende. Nogle gange bliver man simpelthen nødt til at finde på noget arbejde ved at vurdere, hvor der i organisationen er mest brug for en ekstra hånd. Derudover så er det også en kæmpe fordel, at man tør spørge om hjælp og tør kræve noget ansvar – da intet bliver serveret for én og dagene nødigt skulle gå med at trille tommelfingre. Eksempelvist foreslog jeg at undervise to af mine kollegaer i engelsk to gange om ugen, da jeg følte at sprogbarrieren og kommunikationen nogle gange virkede som hæmsko for effektiviteten – især nu, hvor de muligvis skulle til at arbejde mere med turister grundet markeds-føringsplanen. De var utroligt glade for under-visningen, og jeg syntes det var fedt at undervise igen – jeg har nemlig tidligere undervist afrikanske børn i engelsk.”

”På UCN havde vi blandt andre fagene Kommunikation og Kulturforståelse, som helt klart kom mig til gode undervejs. Naturligvis var Markedsføring det mest anvendelige fag, og mine kollegaer syntes også mine tilgange og teorier var utroligt spændende. Så de lyttede intenst, når jeg underviste dem i markedsføringsmodeller. Med hensyn til kommunikationen, så er det desuden et stort plus at kunne tale spansk, hvis man tager til Peru. Rigtig mange mennesker i f.eks. Cusco har aldrig lært engelsk og taler derfor udelukkende modersmålet. Det vil derfor være dumt at takke nej til spanskkurset, som Save A Heart også arrangerer med mindre, man virkelig har styr på sproget. Jeg havde spansk i gymnasiet, men det var jo en smule rustent, da jeg ankom. Efter en god portion eneundervisning kombineret med, at jeg konstant blev presset til at anvende sproget i dagligdagen, så blev jeg alligevel helt ok til det.”