Conni, Ergoterapeut

Conni rejste alene til Sydafrika for at tage sin praktikperiode som ergoterapeut i Cape Town. Opholdet var både lærerigt og uforglemmeligt.

”Da jeg besluttede mig for at tage en seks ugers praktik i udlandet i forbindelse med mit studie som ergoterapeut, var jeg meget i tvivl om, hvor rejsen skulle gå hen. Jeg havde leget lidt med tanken om Tanzania, og jeg fik nogle kontaktoplysninger af min studievejleder til forskellige rejseorganisationer. På den måde mødte jeg Sanne fra Save A Heart. Hun mente derimod, at Sydafrika ville være en passende destination, hvis jeg virkelig skulle have noget ud af mit ophold – og jeg fortryder det ikke et sekund. Jeg rejste alene til Sydafrika og boede hos en værtsfamilie i Cape Town i gåafstand til den institution, hvor jeg skulle arbejde. Institutionen husede 88 børn, unge og voksne, der alle var handicappede i en eller anden udstrækning og havde mange forskellige diagnoser, så hverdagen var fyldt med udfordringer, og det var et rigtigt godt og anbefalelsesværdigt sted at være som ergoterapeut. Institutionen holdt meget af frihed under ansvar, så jeg mødte gerne ind kl. 09:30 og gik igen ved 16-tiden, og jeg strukturerede arbejdsdagen selv. Det væsentligste var, at ingen blev forsømt.” siger Conni Sønderby Kristensen, der læser på VIA i Århus.

Forskellige børn med forskellige behov

”På arbejdspladsen var der netop lige blevet ansat en ny medarbejder, som var super ihærdig og hjælpsom. Hun havde lært alle 88 mennesker at kende på en måned, og hun fik virkelig sat mig ordentligt ind i dagens rutiner. Der var nogle lokal ansatte på stedet inklusiv en god håndfuld frivillige, blandt andre to fysioterapeutstuderende, som også rejste med Save A Heart. På trods af dette, så havde vi ofte rigtigt meget at se til. Vi ergoterapeuter havde vores daglige gang i det såkaldte Dagscenter. Det fungerede egentlig mest som en afdeling for sig, hvor vi hjalp patienterne hen, når de skulle have ergoterapeutisk behandling. Jeg havde ansvaret for fem børn, som jeg tilså individuelt i løbet af dagen – de havde alle forskellige behov, så arbejdsopgaverne blev meget varieret. Med ét af børnene lavede jeg f.eks. problemløsningsopgaver såsom puslespil eller lege, hvor figurer skulle passe ind i forskellige kasser – alt sammen for at skærpe hjernens funktioner. En anden havde brug for sensorisk træning, så her skulle jeg forsøge at styrke vedkommendes sanser, og nogle andre krævede flere fysiske aktiviteter for at bliver stimuleret.”

Dét der med at sige farvel

”Mine dage var meget uidentiske, fordi jeg selv bestemte, hvornår jeg ville behandle de forskellige beboere. Nogle gange hjalp jeg også til med at give mad til alle mulige andre på institutionen, så selvom jeg kun havde det primære ansvar for fem personer, så hændte det, at jeg fik stukket en ske i hånden med ordren: Giv ham, hende og dem mad. Maden er jo en nødvendighed for os alle, og man må hjælpe, hvor man kan – med den indstilling, så kan det i hvert fald ikke gå helt galt. De fleste af institutionens beboere var kørestolsbrugere og hjerneskadet i et eller andet omfang. På trods af, at nogle af dem var lidt sky og vanskelige at kommunikere med, så var det hårdt at sige farvel til dem og vide, at jeg formentlig aldrig ville komme til at se dem igen. Det var lidt specielt – men absolut en mindeværdig oplevelse! og slutteligt så synes jeg, at en tur til udlandet er det mest fornuftige, man kan gøre. Når jeg en gang er færdiguddannet, så står jeg sammen med en masse andre, der alle har fået det samme eksamensbevis, så jeg tror det forbedrer éns jobmuligheder, hvis man har lidt ekstra at brillere med.” 

Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark