Nanna Just Hahn

Nanna havde det første stop ud af mange i det nordlige Thailand. Hun arbejdede på et børnehjem, hvor afskeden især har brændt sig fast på nethinden.

”Den primære grund til mit frivillige arbejde i Thailand gennem Save A Heart var, at jeg her til marts 2015 søger ind på medicinstudiet på kvote to. Der er et temmelig højt gennemsnit på medicinstudiet, som jeg desværre ikke lige har. Derfor pynter det meget godt på cv’et, at man har lavet noget ud over det sædvanlige, som f.eks. frivilligt humanitært arbejde i Thailand. Jeg boede på et guest house, der fungerede som samlingspunkt for volontørere, i byen Chiang Mai i det nordlige Thailand og arbejdede på et børnehjem 40 minutters kørsel derfra. For mit vedkommende ville det måske have været mere relevant at få et arbejde på et hospital, men desværre tilbyder de færreste organisationer ikke arbejde til ikke-studerende medicinere eller sygeplejersker. Derfor måtte jeg finde noget andet, som i det mindste havde med mennesker at gøre. Mit stop i Thailand var det første ud af mange, efterfølgende tog jeg til Burma, Laos og Vietnam for at møde min mor og lillebror, hvor vi sammen rejste til Cambodja. Efterfølgende rejste jeg til det sydlige Thailand og mødte min kæreste, og sammen rejste vi rundt i nogle områder af Malaysia og Indonesien.”

Et håb om bedre opvækst og uddannelse

”Jeg havde meget korte arbejdsdage. Jeg blev kørt i taxa til børnehjemmet sent på eftermiddagen sammen med en håndfuld andre frivillige, sådan at det passede med, at børnene var kommet hjem fra skole. Vi arbejdede fra mandag-fredag ca. fra 16:30-19:00, hvorefter vi blev kørt hjem igen. Vores job var at hjælpe dem med deres engelsklektier, hygge os, lege, og spille med dem. På den måde mindede det meget om at være pædagogmedhjælper i en fritidsklub.

Der var ofte så varmt, at vi måtte holde os inden døre indtil, vi havde spist aftensmad. Men herefter så løb vi også gerne ud på boldbanen, hvis børnene ville med. Børnehjemmet bestod af fire bygninger, hvoraf jeg arbejdede i den største – det alene husede 80 børn i alderen 5-18 år, hvoraf majoriteten klart var teenagere, som holdt sig for sig selv. Børnene kom fra fattige kår, og de var typisk blevet anbragt der af deres forældre, der boede længere ud i mindre landsbyer eller oppe i bjergene. Det var forældrenes håb, at børnene på hjemmet kunne få en bedre opvækst og uddannelse end, hvis de blev boende hjemme.”

See you tomorrow

”Jeg havde jo en hel formiddag og eftermiddag inden jeg skulle på arbejde. Derfor brugte jeg den første uge på at se hele byen, og havde egentlig lagt det som en ambition, at jeg virkelig skulle få set alt! Men der gik noget galt – et held i uheld. Jeg fik det simpelthen så godt med de andre frivillige fra det guest house, som jeg boede på, så jeg kom til at bruge meget af min tid sammen med dem, og det var fantastisk. For byens atmosfære er noget ganske særligt. Byen forekommer arealmæssigt temmelig stor, men er alligevel overkommelig at finde rundt i og hyggelig – blandt andet fordi man har indført et forbud mod opførsel af skyskrabere. Men det mest mindeværdige ved opholdet i Thailand var det bånd, som vi fik knyttet til børnene. Jeg husker tydeligt den allersidste dag, hvor nogle af børnene græd, og hjemmets mammas gav os afskedsgaver – det var rørende og livsbekræftende. Der var særligt en lille dreng, som havde knyttet sig specielt meget til mig. Den sidste dag blev han ved med at sige: Nanna, Nanna, Nanna, see you tomorrow. Det var lidt trist, fordi jeg vidste, at jeg ikke kom i morgen, men det betyder i det mindste, at ens tilstedeværelse og arbejde har været værdsat – og så er det jo faktisk en positiv ting”.