Sarah, Ergoterapeut

1800391_10152222157979876_150668905_n
Sarah tog i forbindelse med sit bachelorprojekt en oplevelsespraktik. Hun hjalp handicappede børn i Tanzania og blev mere end bare én oplevelse rigere.

”I forbindelse med en valgfagsperiode i slutningen af ergoterapeutstudiet kunne man vælge at blive på skolen og få uddybet nogle teorier, man kunne vælge praktik i Danmark – og endelig så kunne man vælge udlandet. Underviserne kalder det også for ’oplevelsespraktik’, da det er her, man har en oplagt mulighed for at opleve noget lidt ekstraordinært. Jeg valgte at tage til Tanzania og hjælpe nogle børn, der både var fysisk og psykisk handicappede. Det var virkelig relevant for min veninde og jeg, der rejste sammen – og lige så meget for børnene, da de virkelig havde brug for ergoterapien,” udtaler Sarah Ravn Rasmussen fra Ålborg, der er ved at skrive bachelorprojekt på ergoterapistudiet.

Sådan skal det gøres

”En ergoterapeut opererer indenfor mange områder, men ergoterapeutens egentlige opgave er at få andre udfordrede mennesker til bedre at kunne klare deres dagligdag. Vi træner psyken og fysikken gennem øvelser, som vedkommende må have problemer med at udføre på egen hånd. Så hvis en person har motoriske besværligheder ved at lave kaffe, så er det dét, vi træner. Og hvis en person er hjerneskadet og måske lider af hukommelsestab og har svært ved at planlægge sin dag, så forsøger vi at gøre den mere overkommelig med skemaer, sådan at dagen forekommer mere struktureret. Vi var tilkoblet et projekt i Tanzania, som består af 11 centre, der hver huser omkring 10 børn. Vi arbejdede på to af centrene, hvoraf det sidste helt klart var bedst. Det sidste sted var nemlig vant til at få praktikanter ind, så børnene ligesom havde en idé om, hvad vores rolle var. Som sagt så hjalp vi børnene, der hvor de var udfordret. Det skete ofte gennem leg eller tegninger. Vi forsøgte f.eks. at lære en lille pige at tegne og spise med venstre hånd, da hendes hjerneskade gjorde, at hun var klart stærkest i højre side af kroppen.”

DSC06976

4 timers læring – 20 timers fritid

”Vi boede i Moshi på et hostel for frivillige fra hele verden. Det var helt specielt, da alle, som boede der, var nede for at arbejde. Så der var altid nogle at snakke med om alle mulige spændende ting, da vi kom fra vidt forskellige steder og lavede vidt forskellige ting om dagen i Tanzania. Det var også fedt at være omgivet af mennesker, som var klar på at opdage verden, sådan at det ikke kun var min veninde og jeg, men at der altid var en god flok at tage på weekendtur med. Vi arbejdede faktisk også kun 4 timer om dagen, så vi havde jo masse af fritid, ved siden af alt det som vi lærte.”

Kilimanjaros kaffeplantage

”En af dagene besøgte vi et enormt second hand market, hvor man kunne se, at noget af det tøj, som vi smider i containeren derhjemme, rent faktisk ender, hvor det skal. En ting jeg virkelig husker var denne tur, hvor vi besøgte nogle vandfald og en kaffeplantage. Især sidstnævnte var helt speciel, da vi så, hvordan kaffe blev lavet helt fra bunden. Kaffeplantagen befandt sig ved foden af Kilimanjaro, og lige pludselig begyndte det at øsregne, så denne gamle, fattige kaffefarmer inviterede os ind i sit hjem, hvor vi selv fik lov at mase kaffebønner med en morder. Det var en meget anderledes oplevelse, hvor vi i tørvejr var omgivet af diverse dyr og sang fra hans børn.”

Du kan se flere billeder her