Catrine og Regitse

image9

Vil du huskes som ’Ubruni’ – eller vil du have sunget dit navn i gaderne ligesom Catrine og Regitse.

”Det hele startede med, at vi snakkede med Sanne fra Save A Heart, da vi syntes diverse udbud var meget uoverskuelige. Sanne var hele tiden klar på at snakke i telefon eller svare på mails. Vi brugte hende mest som kontaktperson i starten, hvor vi ligesom skulle finde ud af, hvilket projekt vi gerne ville have. I denne proces var hun var rigtig god til at rådgive og vejlede os i den rigtige retning. Hun fortalte os om børnehjemmet i Ghana, som meget hurtigt faldt i vores interesse, da de havde med børns tidlige udvikling at gøre. Børne-hjemmet var spændende, fordi det var fagligt relevant for os begge,” siger kæresteparret Catrine Lund Grønhøj og Regitse Julholt fra Århus, der henholdsvis studerer psykologi og pædagogik i selv samme by.

Pladsmangel, lommelygter og cola

”Vi havde fået indtryk af, at vi skulle være en del af den værtsfamilie, som vi skulle bo hos – samt tage del i de daglige opgaver som madlavning og så videre. Men det viste sig, da vi kom frem, at vi pga. pladsmangel skulle bo lidt væk derfra i en mindre lejlighed. Det gjorde det lidt svært at komme ind på livet af den ellers hjælpsomme og venlige familie, men vi nød de tider, vi havde med dem omkring aftensmaden og de stunder, hvor vi blev vist rundt i kvarteret. Elektriciteten har det desuden med at gå en gang i mellem i Ghana, så en aften sad vi oppe på den lokale bar med lommelygter og drak cola – det var rigtigt hyggeligt.”

Rindende vand tages ofte for givet

”Det havde på ingen måde gået, hvis én af os var rejst alene. Den måde, som institutionens ansatte behandler børnene på, vil langt fra være acceptabelt herhjemme. Derfor er det virkeligt godt at have én at snakke tingene igennem med, som bærer de samme slags briller. På grund af nogle hårde episoder ville vi også gerne holde i hånden nogle gange, men vi fortalte ikke ghaneserne, at vi var kærester, da vi tænkte, at det ville være smartest at lade være. På den måde var det faktisk meget rart, at vi boede for os selv, hvor man kunne lukke en dør, snakke og generelt bare have lidt privat liv. Men altså – rejsen var jo vildt fantastisk, men det var samtidig psykisk hårdt – især at sige farvel til børnene. Men da vi intet rindende vand havde eller sågar et køleskab, så var det på en måde rart at komme hjem til nogle ting, som vi i dagligdagen tager for givet.”

At hjælpe andre er en oplevelse for livet

”Denne her måde at rejse på kan vi klart anbefale til andre kærestepar. Sidste år var vi Egypten, hvor vi selvfølgelig også oplevede en masse, men det her er mere en oplevelse for livet, netop fordi man hjælper andre. Et godt råd til de kommende rejsende er dog, at de skal forsøge at finde noget separat at bo i, ligesom vi tilfældigvis fik – for ellers kan det hurtigt blive meget trængt med plads.”

Kan man stadig høre dem synge?

”Foruden alle de ting vi var ude at se i weekenderne, abereservater og turistede byer, så er børnehjemmet helt klart det, vi tænker tilbage på. Det var jo også den egentlige grund til, at vi tog af sted. Vi tog der ned for at hjælpe børnene. Vi havde blandt andet medbragt legetøj til dem, og en lille dreng sagde til os, at det var bedre end juleaften. Det rørte os så langt inde – og er noget vi aldrig vil glemme. Det mundede faktisk ud i, at de ældre børn lavede en sang til os. I starten hed vi begge ’Ubruni’ som betyder ’hvide menneske’, men da vi forlod børnehjemmet sang de på skift Regitse, Catrine, Regitse, Catrine… Man kan stadig høre deres syngende stemmer.” Af: Michael Leander Bech Særkjær
image4
image8
image