”I Sydafrika boede jeg på et guest house i den pænere del af Cape Town, og det var rigtigt dejligt. Den eneste ulempe var, at skolen, som jeg underviste på, lå 40 minutter derfra med offentlig transport – de såkaldte minibusser, hvor der altid er plads til en ekstra passager. Det gjorde mig ikke det store, men det er måske noget folk skal have med i deres overvejelser, hvis de ikke er trygge ved at rejse alene på lidt skæve tidspunkter af dagen. På skolen assisterede jeg idrætslærer, hvor jeg havde syv klasser med godt og vel 40 børn i hver. Det var en sjov udfordring, for børnene var meget energiske og legesyge. Alle eleverne forstod og talte engelsk, så det var intet problem for dem at forstå reglerne i rundbold eller nogle af de andre spil og lege, som jeg lærte dem. Skolen havde alle klasser fra børnehaveklassen til og med syvende klasse. Herefter skal eleverne videre på secondary school, det betød jo også, at jeg måtte undervise børn i meget forskellige aldersgrupper. De helt små skulle have det på deres måde, og de hormonelt svingende teenagere på en helt anden.”

”Jeg fløj fra Cape Town en lørdag og ankom til Phnom Penh om søndagen – jeg begyndte at arbejde den efterfølgende mandag. Det var en kæmpe kulturel omvæltning, som lige tog et par uger at fatte. Når man har brugt tre måneder på at etablere et liv i én by, og skal starte forfra igen, så kræver det virkelig at man holde tungen lige i munden. Hvis du agter at lave lignende rejse som jeg, så bør du overveje at tage et par uger til at akklimatisere, inden du begynder at arbejde i land nummer to. Det jeg gjorde er ikke anbefalelsesværdigt. Men da jeg så endelig kom i gang, så lykkedes det hele. Den helt store udfordring lå i sprogbarrieren – jeg kom fra et land, hvor alle forstod engelsk til et andet, hvor jeg skulle til at tænke helt anderledes. Det var faktisk lidt hårdt. Men smilene fra børnene, som blev bredere og bredere, jo mere jeg kom på børnehjemmet gjorde, at jeg holdt humøret oppe. Du kan se flere billeder her