”Normalt er jeg telefonsælger i Spanien, og det har jeg faktisk været siden, jeg blev færdig med gymnasiet. Men jeg var nået til et punkt, hvor der gerne måtte ske noget nyt. Før jeg startede på gymnasiet, var jeg konkurrencerytter på temmelig højt plan, og heste har lige siden, jeg var lille vakt min interesse. Jeg ville gerne genoplive min gamle passion, arbejde frivilligt og rejse til et nyt land. Sammen med Save A Heart fandt jeg frem til et projekt i Equador, der tilbød heste- og hundeterapi til handicappede børn. Denne rejse kunne både genopfriske gamle minde og derudover, så tænkte jeg, at de garanteret ville blive glade for mine kompetence. Jeg valgte naturligvis også Equador, fordi det er et spansktalende land, og jeg efterhånden er kan forstå sproget en hel del. Det hele faldt på plads, rejsen var klar, og der gik ikke mange dage, før jeg befandt mig i hovedstaden, Quito, hvor jeg skulle arbejde og bo hos en værtsfamilie de næste 12 uger,” udtaler Sofie Minetti.

”Som besøgende på centret betalte man 10$ for en måned, og så kunne man bruge de terapeutiske faciliteter, lige så tosset man ville. Damen, som drev stedet, var utrolig imødekommende og generøs. Det resulterede i, at flere familier fik terapien gratis, hvis de ikke havde råd. Det resulterede også i, at der var over 20 hunde, fordi hun ikke kunne sige nej til de personer, som afleverede de efterladte hunde hos hende. Stedet blev kaldt Lægerne Med De Fire Ben, og terapien eksisterede i kraft af den motoriske øvelse, som børnene fik, når de sad på ryggen af en hest, eller legede med en hund for den sags skyld. Derfor havde projektet heller ikke nogle faste klienter, men der kom mange forskellige, hvoraf nogle få var gengangere –og andre gange kom der hele skoleklasser, som var på ekskursion. Hundene og hestene blev brugt som et middel til, at handicappede børnene kunne få det bedre, og andre gange anvendtes stedet som afbræk i folkeskolens normale undervisning. Mine opgaver var at trække rundt med hestene, hvor de handicappede børn i mellemtiden skulle udføre forskellige øvelser på hesteryggen, og så skulle jeg også lufte de mange hunde i den enorme park, Parque Metropolitano, som er en af de største i Latinamerika – og jo – nogle gange så var jeg lidt ræd for om, jeg overhovedet kunne finde tilbage igen.”

”Projektet var meget anderledes, stille og rolig. Man kunne mærke, at det var Sydamerika. Det var ikke særligt organiseret, og de mennesker, som man mødte, her tænker jeg primært på børnenes forældre, var oprigtigt interesserede i, hvem jeg var. Sandsynligvis fordi de sjældent får muligheden for at tale med en europæer. Jeg bestemte egentlig meget selv, hvornår jeg kom og gik igen. Jeg valgte at have en halv arbejsdag, så jeg mødte ind om morgenen og gik igen lidt efter frokosttid. Oplevelsen var meget speciel i starten, men alting bliver jo hverdag på et tidspunkt, og det arbejde, jeg skulle udføre, var jo ikke synderligt kompliceret, så jeg faldt hurtigt ind i dagens rutiner. Jeg ved, at der faktisk er lignende tilbud i Danmark med heste- og hundeterapi til handicappede børn, men jeg tvivler på, at omgivelserne er lige så idylliske, som dem man finder på bjergsiden af Quito.”