”Børnehjemmet kunne noget ganske særligt, og det var livsbekræftende og hjerteskærende på samme tid. Det var sjovt at se nogle unge pubertetstøser gennemgå det, som man selv har været igennem og følge dem på tæt hold – og samtidig var det sørgeligt at stå på sidelinjen som observant til deres mange forfærdelige historier, hvor børnene altid havde det sidste ord. En dag manglede én af pigerne, og de ansatte fortalte mig, at hendes psykisk syge mor var blevet udskrevet og havde hentet sin datter. Myndighederne mente, at moderen havde brug for datteren. De havde formentlig ikke gjort sig nogle tanker om, det også gjorde sig gældende den anden vej rundt. Da der nu var plads, kom der en ny pige på børnehjemmet. Hendes mor var flyttet sammen med en mand, som ikke ville have børn fra tidligere ægteskab i sit hjem. Skilsmissedatteren blev derfor stemplet som udskud og placeret på børnehjemmet. Det var forfærdeligt, men i det mindste var der et børnehjem, som ville tage i mod hende. Nogle steder må børn jo bare klare sig selv i sådanne situationer” – Amanda Ritz