Tess, Sygeplejerske

Tess rejste alene til Venezuela og kørte 24 timer i bus for at arbejde på et hospital, hvor hun rykkede nogle grænser og lærte langt mere, end hun havde forventet.

Af: Michael L. Bech Særkjær

”Jeg har før lavet frivilligt arbejde i Bolivia og El Salvador, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at se noget mere af Latin Amerika. Det måtte samtidig gerne være lidt relevant for mit studie, som er sygeplejerske- uddannelsen på Metropol. Da jeg i forvejen kunne tale lidt spansk, så besluttede jeg at tage til Venezuela, hvor jeg arbejdede og boede i den lille by ved navn Santa Elena de Uairén, som grænser op til Brasilien. Gennem Save A Heart fik kontakt til et guest house, hvor jeg boede, og jeg fik samtidig mit ønske opfyldt, da jeg fik muligheden for at arbejde på hospitalets skadestue. Her fik jeg fik virkelig oplevet en anden del af verden, og jeg fik også rykket nogle grænser,” siger Tess Sabrine Marquardt.

En blodig episode

”Jeg tror, den største forskel på hospitalet i Venezuela og et hospital i Danmark er hygiejnen. Man tænker slet ikke over bakteriespredning i Venezuela. Jeg kan huske denne her episode, hvor droppet til en nål var faldet ud af armen på en lille dreng. Det resulterede jo i, at der var blod over hele gulvet, men der var ingen, der tørrede det op i løbet af hele dagen. Det var først væk den efterfølgende dag. Det var en rimelig stor kontrast og lidt af en omvæltning, når man kender til det danske hospitalssystem. Man kan ikke sammenligne en dansk skadestue og en venezuelansk, da de ikke har nogle praktiserende læger. Min funktion på skadestuen var at undersøge de patienter, der ankom. De kunne komme med alt lige fra influenza til slangebid, så jeg skulle tage temperatur, måle, veje og tage blodtryk for at bestemme, hvor de skulle hen, og hvor akut det var.”

Den uhektiske hverdag og anderledes dialekt

”Jeg arbejdede ca. 7 timer om dagen fra mandag til torsdag, hvilket skyldtes, at der var mødedag og fælles rengøring i volontørhuset om fredagen. Jeg gik også til spanskundervisning om fredagen – og på trods af at jeg havde haft spansk i tre år i gymnasiet, så var fredags-undervisningen også meget gavnlig, da dialekten er meget præget af det portugisiske, fordi byen ligger så tæt på Brasiliens grænse. Men man kan sagtens klare sig med lidt spansk og håndtegn, selvom det var lidt en udfordring de første uger at skulle snakke med så mange vidt forskellige patienter og ligeledes finde ud af, hvor de havde ondt henne. Det var en stor udfordring, men absolut ikke uoverkommelig! En anden ting, som man skal have in mente er, at tids-opfattelsen er meget anderledes. I Venezuela kan en aftale nemt blive skubbet et par timer. Man skal bare lære at betragte det som en ferie med arbejde – og så ellers bare nyde det.

Balloner, klistermærker og masser af glæde

”Hen ad vejen lærte jeg at lægge drop og give injektioner. Så opholdet var virkelig lærerigt – jeg har i hvert fald prøvet nogle ting, som først er aktuelt i nogle af de sidste moduler af sygeplejerskeuddannelsen. I Danmark må man heller ikke give eller dosere medicin som studerende, men det fik jeg også lov til i Venezuela – så rent praktisk så er jeg langt foran. På trods af alt det lærerige, så tror jeg det bedste var at tage sig af børnene. Det havde de ansatte på hospitalet ikke megen tid til, så det skabte stor glæde hos børnene, når man havde taget nogle balloner eller klistermærker med til dem – og egentlig bare viste dem lidt omsorg og gav dem noget opmærksomhed.”