Camilla Wellendorf

Camilla, der normalt læser psykologi, så endelig sit snit til at prøve kræfter med noget helt andet. Det gjorde hun gennem engelsk-undervisning på en skole i Chiang Mai.

”Drømmen om at lave frivilligt arbejde i udlandet har været der længe, men er blevet udskudt konstant på grund af jobs og studiet. Men nu, hvor jeg var begyndt på mit sidste år på kandidaten, så var der pludselig tid til at opleve verden. Da jeg først søgte på Save A Hearts hjemmeside, så havde jeg virkelig svært ved at begrænse min rejsetrang og iver efter at hjælpe til, fordi jeg syntes, at alle projekterne lød utroligt spændende. Jeg spurgte også om muligheden for både at arbejde på et børnehjem og undervise, men det kunne ikke lade sig gøre med de thailandske projekter, som jeg havde i kikkerten. Så det endte med at blive udelukkende undervisningsvejen. Herigennem kunne jeg udfordre mig selv fagligt, ekspandere min comfort-zone, og så er det jo altid lærerigt at stå i uvante situationer under helt andre præmisser end dem, man kender,” udtaler Camilla Hornshøj Wellendorf, som er ved at færdiggøre sin kandidat i Psykologi på Ålborg Universitet.

De små synger – på engelsk

”Jeg arbejdede i tre uger på en skole lidt uden for Chiang Mai alle hverdage fra kl. 09-12. Det tog omtrent et kvarters tid at gå til skolen fra bopælen, som var et stort hus med mange andre ligesindede volontører. Det kunne bedst beskrives som et lille højskole-kollektiv, hvor man delte værelser, og hvor der altid var liv og mennesker, så man aldrig kedede sig. Jeg tog ganske vist alene af sted, men under opholdet var jeg altid omgivet af glade mennesker. Jeg valgte at rejse rundt i et par uger inden, jeg påbegyndte arbejdet på skolen, hvilket varmt kan anbefales. Jeg fik i hvert fald en anden forståelse for den kultur, jeg skulle til at leve og arbejde i. Jeg kom med andre ord tættere på det folkefærd, jeg skulle til at undervise. I Thailand begynder man tidligt med engelskundervisningen, så allerede på børnehaveklasseniveau, skulle jeg lære fra mig i engelsk. Derudover havde jeg også en fjerde og en femte klasse, hvor elevernes engelskkompetencer naturligvis var noget bedre. Men hos de helt små drejede det sig meget om, hvordan man skulle udtale dyr og farver, hvilket vi øvede gennem leg og sang.”

Mit arbejde var ikke spildt

”Der var til tider en sprogbarriere, som forhindrede undervisningen i at nå ud til alle elever, hvilket gjorde, at nogle elever steg af. Nogle gange skete det samme med lærerne, der tilsyneladende heller ikke var specielt gode til engelsk. Men jeg forsøgte at udfordre dem, og de udfordrede i høj grad også mig. Vores manglende evne til at forstå hinanden så jeg dog ikke som et minus, men mere som en spændende opgave. Desuden hersker der en indgroet forståelse af i den thailandske kultur, at det ikke er velset at fejle, hvorfor mange undlader at forsøge. Derfor kunne det være lidt svært at få eleverne motiveret til at åbne munden. Jeg kan huske en episode med en lille dreng: Han var lidt overvægtig, han gik også lidt underligt, og han var aldrig rigtigt med, når de andre legede – han deltog heller ikke aktivt i undervisningen. Han havde det uden tvivl svært. Jeg motiverede ham til at udtale nogle ord på engelsk, mens resten af klassen lavede opgaver, og da han selv indså, at han godt kunne sige ’giraffe’ og ’elephant’, så lyste han som en lille sol – og dér gik det også op for mig, at det stykke arbejde, jeg havde udført ikke var spildt, men i den grad var værdiskabende.”