Trine, Sygeplejerske

Man rykker sin faglige, personlige og sociale grænser. Det er grunden til at Trine og hendes veninder anbefaler at tage til udlandet i modul 13 på Sygeplejeskolen.

”Én af grundene til, at jeg i første omgang søgte ind på Sygeplejeskolen på VIA i Aarhus var, at uddannelsen tilbød mulighed for praktik i udlandet. Så hele vejen igennem mit studieforløb, har det været helt klart, at jeg skulle ud at opleve verden på et tidspunkt. Der er to moduler, som er oplagt at bruge i udlandet. Det er modul 6 og 13. Jeg tog til Tanzania i fire uger med mine veninder, Heidi og Lene, i modul 13, fordi det gav mest mening for os. Vi ville gerne være i praktik på et hospital så lang tid som muligt, og herhjemme ville det forløb, vi ellers skulle have haft, inkludere en del undervisning. Det der drev mig var alle udfordringerne, som opstår, når man ikke har kendt jord under fødderne. Jeg ville gerne have en faglig rusketur, der kunne gøre mig klogere på forskel mellem teori og praksis. Save A Heart gav os en billig og oplevelsesrig løsning, hvor vi hurtigt fik svar, hvis vi havde spørgsmål til organisationen i Moshi eller projektet, Medicin & Sygepleje, som vi skulle til at arbejde på,” udtaler Trine Østergaard Nordtrop.

Her ser i grunden helt ordentligt ud?

Det vi søgte efter var at finde et sundhedsvæsen, som var helt anderledes fra det, som vi kender i Danmark. Det fandt vi til dels hos St. Joseph Hospital, som er et mindre distriktssygehus beliggende i udkanten af byen, Moshi. Jeg må indrømme, at vi havde forventet at se et virkeligt ressourcefattigt hospital, som havde hårdt brug for vores hjælpende hænder, men den virkelighed, vi mødte så heldigvis lidt mere positiv ud end, vi havde frygtet og forventet. Det var langt fra ligeså primitivt, som vi havde troet. Mange af de redskaber, som kan findes på danske hospitaler, havde de også. Hospitalet havde fem små afdelinger, hvor det lykkedes os at komme rundt på samtlige. Lægerne og sygeplejerskerne var helt vildt godt uddannet, og de vidste hele tiden, hvad de gjorde. Derfor var de også meget påpasselige med at lade os kom til. De ville naturligvis gerne have, at tingene gik ordentligt til, og vide hvem vi var, og hvad vi kunne, inden vi blev sluppet løs. Det foregik ofte sådan, at vi skulle observere nogle procedurer når vi gik stuegang, og derefter fik vi f.eks. lov til selv at blande medicin, give induktioner og rense sår.

Sekunderne hvor tiden synes uendelig

De stærkeste oplevelser, som jeg havde på hospitalet, var uden tvivl på fødselsafsnittet. Det er så intenst og adrenalinfyldt at følge hele fødselsprocessen. Der er en ubeskrivelig larmende stilhed i de få sekunder efter, barnet er blevet født. Man venter – og pludselig begynder barnet at græde, og man ved da, at det med stor sandsynlighed er sundt og raskt. De her oplevelser, og denne her måde at rejse ud på i modul 13, er ganske specielt. Hvis vi var blevet hjemme, så fik vi højst tre-fire dage på en eller anden afdeling, hvor man i høj grad skulle have været den observerende rolle. På St. Joseph Hospital fik vi muligheden for at få hands on. Hvis man vælger at rejse ud tidligere i studieforløbet, så tror jeg, man misser nogle uvurderlige praktiske færdigheder. Jeg vil derfor helt klart anbefale folk at tage af sted i modul 13 – og jeg vil i det hele taget bare anbefale studerende til at tage af sted, da man lærer så meget. Man rykker sine grænser, og man bliver stærkere fagligt, personligt og socialt, fordi det er helt nye præmisser og rammer, som man arbejder under.