”Jeg tror, den største forskel på hospitalet i Venezuela og et hospital i Danmark er hygiejnen. Man tænker slet ikke over bakteriespredning i Venezuela. Jeg kan huske denne her episode, hvor droppet til en nål var faldet ud af armen på en lille dreng. Det resulterede jo i, at der var blod over hele gulvet, men der var ingen, der tørrede det op i løbet af hele dagen. Det var først væk den efterfølgende dag. Det var en rimelig stor kontrast og lidt af en omvæltning, når man kender til det danske hospitalssystem. Man kan ikke sammenligne en dansk skadestue og en venezuelansk, da de ikke har nogle praktiserende læger. Min funktion på skadestuen var at undersøge de patienter, der ankom. De kunne komme med alt lige fra influenza til slangebid, så jeg skulle tage temperatur, måle, veje og tage blodtryk for at bestemme, hvor de skulle hen, og hvor akut det var.”

”Jeg arbejdede ca. 7 timer om dagen fra mandag til torsdag, hvilket skyldtes, at der var mødedag og fælles rengøring i volontørhuset om fredagen. Jeg gik også til spanskundervisning om fredagen – og på trods af at jeg havde haft spansk i tre år i gymnasiet, så var fredags-undervisningen også meget gavnlig, da dialekten er meget præget af det portugisiske, fordi byen ligger så tæt på Brasiliens grænse. Men man kan sagtens klare sig med lidt spansk og håndtegn, selvom det var lidt en udfordring de første uger at skulle snakke med så mange vidt forskellige patienter og ligeledes finde ud af, hvor de havde ondt henne. Det var en stor udfordring, men absolut ikke uoverkommelig! En anden ting, som man skal have in mente er, at tids-opfattelsen er meget anderledes. I Venezuela kan en aftale nemt blive skubbet et par timer. Man skal bare lære at betragte det som en ferie med arbejde – og så ellers bare nyde det.