Eftersom Johanne ikke vidste, hvad hun skulle efter endt Handelsskole, tøver hun ikke med at sige ja, da efterskoleveninden Tanja foreslår, at de tager til Nepal. Her skal de arbejde som frivillige på et kloster og undervise de små munke i engelsk. ”Jeg ville gerne til Nepal, men samtidig ville jeg også gerne være en del af noget i stedet for bare at rejse rundt, så det var en god mulighed for at opnå begge dele. Jeg fortryder det ikke ét sekund,” fortæller Johanne.

Tanja har kun hørt godt om Save A Heart – By Committing Yours, og derfor falder valget på dem. ”Save A Heart svarer rigtig hurtigt på vores henvendelse. De er gode til at hjælpe os igennem hele opholdet, og som bonus er de billige,” fortæller Johanne.

Inden Johanne og Tanja tog af sted til Nepal, arbejdede de begge som lærervikar. Derfor var det ikke fremmede at undervise børnene i engelsk. Dog kom børnenes engelskkundskaber noget bag på dem. ”Vi havde ikke regnet med, at de ville være så gode til engelsk. Det var faktisk lidt ligesom at undervise danske skolebørn bare i et andet land,” fortæller Johanne.

Johanne og Tanja skulle undervise fire lektioner om dagen, enten før eller efter middag. Når der ikke var undervisning, tilbragte de alligevel tid med børnene. ”Om eftermiddagen legede vi med børnene. De syntes, det var rigtig sjovt at lege tagfat. Den største oplevelse var nok at se børnene så glade,” fortæller Johanne.

På klosteret er alle børnene sponsoreret. Det vil sige, at skolen får de penge, der bliver sponsoreret til det enkelte barn, så der ikke er forskel. Johanne og Tanja tvivler ikke på, at de vil sponsorere et barn en dag, når pengene er til det. Dernede gjorde de noget andet. Johanne og Tanja havde set, at en af drengene sad med hovedet helt ned i bordet, når han skulle læse. Klosteret havde ikke råd til at give ham nye briller, så derfor tager pigerne ham med på en øjenklinik. ”Han brugte minus ni i styrke, så det var jo klart, at han ikke kunne se noget. Brillerne kostede kun 200 kroner, men det er de små ting, der tæller – ligesom vores hjælp i skolen,” understreger Johanne.

Efter seks uger var det tid for Johanne og Tanja at tage hjem igen, men det blev ikke helt nemt. Pigerne havde lige været på en fantastisk trekkingtur og skulle af sted meget tidligt næste morgen. ”Det var mærkeligt at sige farvel, for det havde jo været vores hjem i seks uger. Selvom drengene var generte, kunne vi godt se, at de var lige så kede af det, som vi var,” husker Johanne.