Vi startede vores praktik på børneafdelingen. De første par dage var præget af, at det for personalets vedkommende, kom lidt som en overraskelse, at vi var der. Desuden fornemmede vi, en vis afstandstagen til os i begyndelsen, som formentlig kom sig af de sproglige barrierer, og manglende forståelse for, hvorfor vi var der. Efter et par dage på afdelingen, faldt vi alligevel til. Bemandingen var massiv, forstået på den måde, at der var mange studerende, hvorfor vi havde en forventning om, at man udnyttede denne store personalemæssige ressource, og befandt sig meget hos patienterne. Dette var dog ikke tilfældet. Vores oplevelse var, at sygeplejerskens primære funktion var IV-medicingivning, samt generelt at opvarte den stuegangsgående læge, og ej at forglemme, at uddelegerer basale sygeplejeopgaver til pårørende. Vi fandt derfor allerede den første uge ud af, at det krævede, at vi selv var meget opsøgende, og selv tog initiativ til at højne sygeplejen, og skabe kontakt med patienter og pårørende. En stor del af vores funktion på børneafdelingen blev derfor, at lege med børnene, og skabe kontakt med forældrene. Vi havde hjemmefra indkøbt, og indsamlet, legetøj, som vi medbragte til afdelingen, og som skabte stor glæde hos børnene. Dette bidrog åbenlyst til, at nedbryde noget af den frygt, som der ellers var for personalet. Samtidig syntes det, at være en inspiration, for noget af personalet, og hjalp os ligeledes til at skabe en bedre dialog med disse.

Den anden uge var vi på Neonatal afdelingen. Her var personalet meget mere inde over den basale pleje af børnene, men dette var en konsekvens af, at forældrene ikke engang måtte træde inden for døren på afdelingen. Forældrenes opgave blev derfor reduceret til, at vaske klæder, og bringe medicin (som for øvrigt indkøbes af pårørende, for egen regning). Det kom som en overraskelse for os, at når sygeplejersken har den primære omsorgsfunktion, at børnene alligevel overlades til sig selv, i flere timer, uden nogen form for menneskelig kontakt. Vi begyndte selv at give den kontakt, og omsorg, børnene havde behov for, i det omfang vi kunne. Neonatalafdelingen, var den afdeling, der var bedst gearet til, at delagtiggøre os i deres daglige funktion, og måde at udføre sygepleje på. Det var ligeledes her, vi havde nogle af de bedste dialoger, men det var desuden den afdeling, som vi havde de mest barske oplevelser på. Heriblandt fik vi øjnene op for, hvor stor en betydning ledelsens holdning til den basale og akutte sygepleje, har på sygeplejen der udføres. Det var en hård uge, og vi var på mange måder glade for, at have hinanden, da oplevelsen af død, og hvorledes dette efterfølgende blev håndteret, var barsk.

Den sidste tid, brugte vi på den kirurgiske afdeling. Denne afdeling, var trods mange nye studerende, relativ velfungerende, og noget mere kordineret, end vi hidtil havde oplevet. På denne afdeling, blev vi introduceret til de store forskelle, der er på ressourcer, viden om kroppen, og hvilken effekt den behandling man udøver har. Vores indtryk var, at holdningen var; ”Hvis dette ikke virker, så prøver vi bare noget andet”, og patienten var derfor meget en prøveklud på afdelingen. Manglen på evidensbaseret viden var derfor tydelig. Dette fik vi blandt andet syn for ved stomi- og sårpleje. Det var meget spændene at se, hvordan patienten betaler for alt, og desuden har ansvaret for at indkøbe det korrekte udstyr, og medicin, forud for operationen.

Forud for vores praktik i Nepal, havde vi besluttet os for, at bo ved en værtsfamilie. Organisationen, SaveAHeart, som stod for at arrangerer vores tur, sørgede for, at vi fik en værtsfamilie, som var gearet til, at have os boende, og som havde en generel interesse i, at give os en god oplevelse af Nepal. Vi boede desuden ved siden af vores kontaktperson, her i Nepal, hvilket gav os en vis tryghed. Vores værtsfamilie bestod af en far, en mor og to børn. Det var spændene, at blive introduceret til den nepalesiske kultur, og vi havde mange gode samtaler omkring kulturelle forskelle.

Netop at få en forståelse for kulturen, og en generel oplevelse af de folk, som havde sin gang på hospitalet, anså vi som vigtigt. Derfor planlagde vi en fire dages trekkingtur til Anna Purna, et stort naturreservat, og fik her syn for sagen, om hvor primitivt og fattigt, de her lever. Der var ligeledes tid til, at have nogle fornøjelsesturer, her i blandt prøvede vi paragliding, riverrafting, og en junglesafari.

Det har generelt været en spændene tur, og vi føler, at vi i høj grad, har fået meget, både menneskeligt og fagligt, med os hjem i bagagen. Det er dog ej nogen hemmelighed, at det ligeledes har, af og til, været barskt, og vi anbefaler derfor at man rejser med minimum en anden person. Desuden føler vi, at det kræver en vis portion selvstændighed, og ikke mindst robusthed, da man på mange måder, skal være konstant opsøgende, og deltagende, for at blive delagtiggjort i sygeplejen. Man skal kunne tåle at blive afvist, og stadig blive ved med at møde sygeplejerskerne med smil og åbne sind.

Forud for vores afrejse havde vi lavet en indsamling, og herigennem samlet 2000kr ind til basalt sygeplejeudstyr, som vi medbragte, og gav til afdelingerne. Dette var der stort behov for, og desuden et godt virkemiddel, til at nedbryde nogle af de første barrierer vi ellers var stødt på.

Vi kan begge anbefale at tage sin praktik i udlandet. Man får et helt andet perspektiv på verden, og i særdeleshed, den sygepleje vi udøver i Danmark. Vi er begge overbeviste om, at de oplevelser vi kan tage med os hjem fra Nepal, er med til at gøre os til nogle mere rummelige sygeplejersker i fremtiden. Én ting er sikkert; vi sætter endnu større pris på det danske sundhedssystem, efter at have oplevet det nepalesiske, der er forskelligt på så mange måder fra det danske.

Simone Møller Høstgaard & Line Ellehede Riisberg, sygeplejestuderende UCN.

Du kan se billeder HER