”Jeg arbejdede på et dagscenter for unge hjemløse med misbrugsproblemer, primært teenagere i alderen 15-18 år. Her kan de unge få mad, tøj og tage sig et bad. Vores opgave som socialrådgivere er at være i konstant kontakt med de unge og prøve at skubbe dem i den rigtige retning, mens de besøger centeret samt finde ud af, hvor vi kan sende dem hen, så de kan komme videre med deres liv. Det er frivilligt for de unge, hvorvidt de ønsker at deltage i dagens aktiviteter, det vanskeliggør processen lidt, og man skal især passe på ikke at presse dem for meget, for så dukker de bare ikke op i en måned.”

”De første to måneder var virkelig hårde for mig, mit spansk var meget ringe på trods af, at jeg havde taget nogle kurser inden afrejse – og alt i Argentina foregår bare på spansk. I det hus jeg boede, var der også nogle stykker, som besøgte Argentina for udelukkende at lære spansk, derfor var normen, at spansk var det sprog, man talte over alt. I den sidste måned gik det op for mig, hvor meget jeg havde lært, og hvor meget jeg blev ved med at lære, hvilket overbeviste mig om, at jeg sagtens kunne have blevet der i længere tid. Jeg oplevede løbende nogle små sejre, der bekræftede mig i, at jeg gjorde det rigtige, og at jeg blev nødt til at hænge i – pludselig en dag forstår og taler man flydende spansk.”

”Rejsen på egen hånd gjorde, at jeg blev mere i møde-kommende overfor andre mennesker, folk der rejser sammen har lidt en tendens til også at hænge sammen. Den organisation, som jeg arbejdede for, havde et ­hus, hvor der boede andre unge mennesker, der var på udvekslingsophold og frivillige. Det er i ægte højskolestil, hvor man er 2-3 personer om et værelse og har nogle fælles arealer. I det hus endte jeg faktisk også selv med at bo, da jeg synes mine forældres venner boede lidt for langt ude. På den måde fik jeg mange venner fra forskellige nationaliteter og kulturer også på trods af, at jeg var den eneste dansker.”

”På nogle punkter kan jeg klart mærke, at rejsen med Save A Heart har gjort mig stærkere. Jeg har virkelig fået udviklet nogle redskaber, da jeg aldrig kommer til at arbejde med så fortabte skæbner igen. Så på den måde kan man sige, at min psyke er blevet styrket rigtigt meget. Jeg tror, at der er mange klienter og brugere herhjemme, som jeg nemt ville kunne håndtere, netop fordi jeg har set, hvor langt ud man kan komme. Derfor synes jeg også, at en sådan type praktik, som jeg har haft, er super relevant, fordi man bliver 10 gange mere forstående og tolerant, end hvis man blot lever herhjemme hele livet. Især tolerance og forståelse er vigtigt indenfor socialt arbejde.”