Sanne Skytte Pauluth

Volontørarbejde er ikke kun for studerende og dimittender på sabbatår. Sanne tog orlov fra jobbet og arbejdede i stedet på et center i Ecaudor, som tilbød heste- og hundeterapi til handicappede børn.

”Jeg har i to år arbejdet som uddannet socialpædagog. Jeg trængte til luftforandring og nye udfordringer, og her kom volontørarbejde i udlandet ind i billedet. Jeg fik en orlov fra mit job og rejste til Quito i Ecuador, hvor jeg i fem uger beskæftigede mig med hunde- og hesteterapi for handicappede børn. Dette projekt fandt jeg hos Save A Heart, og jeg så det som et friskt alternativ til senhjerneskadede voksne, som jeg arbejder med til dagligt. Gennem projektet fik jeg indsigt i, hvordan andre terapiformer kunne anvendes til at styrke skadet og handicappede menneskers motorik. Hundene og hestenes funktion i terapien var at træne patientens koordinationsevner, men i andre tilfælde handlede det også om at skabe relation. Nogle af de besøgende havde aspergers syndrom og autisme, og det gjorde, at de havde vanskeligheder ved at knytte bånd til andre mennesker. Men det viser sig, at nogle mennesker har nemmere ved at knytte relation til et dyr – muligvis fordi dyrene er loyale og aldrig forlanger noget, jeg ved det faktisk ikke – men det gør, at livskvaliteten hos den pågældende patient øges, og det er jo det vigtigste,” fastslår Sanne Skytte Pauluth.

Livsglæden strålede ud af dem

”Jeg har tidligere været lidt af en hestepige, derfor var der også visse nostalgiske elementer forbundet med netop dette projekt. I Ecuador begyndte min arbejdsdag kl. 07:30. Her gik jeg direkte ned til hestene for at klargøre dem til dagens tur i folden. Når hestene var ude, skulle der muges ud i hesteboksene, og når det var gjort, stillede jeg mig til rådighed hos hesteterapien omkring middagstid. Hesteterapiens vigtigste formål, tror jeg, var at styrke børnenes mentale trivsel, og det lykkedes i den grad. Når børnene sad på hesteryggene, kunne man se, hvordan livsglæden strålede ud af dem, og hvordan de for en kort stund lagde dagligdagens triste trivialiteter på glemmehylden. Det var ofte temmelig rørende at være vidne til.”

Stof til eftertanke

”I løbet af disse fem uger har jeg ikke fået mere faglig viden, men jeg har set nogle alternative metoder til, hvordan motorik og balance kan bedres, hvilket i den grad har været givende. I kraft af at man bor og arbejder under helt andre forhold, så kan det ikke undgås, at man også udvikles en smule personligt. Alligevel skal det nævnes, at der hersker en helt anden arbejdsmoral i Ecuador. Det var i hvert fald den oplevelse, jeg fik. Nogle gange blev man lidt overladt til sig selv, og når man er vant til at komme fra et arbejdsmarked, hvor effektivitet bliver topprioriteret, så er det lidt vanskeligt at falde til ro i en spansktalende arbejdsdag, hvor pauserne nogle gange er utrolig lange, og hvor der som sådan ikke bliver forlangt det helt vilde af medarbejdere og volontører. Det skal man lige have i baghovedet, hvis man overvejer projektet med heste- og hundeterapi.”

”Jeg fik fri midt på eftermiddagen, og hundeterapien foregik om aftenen, så derfor ved jeg ikke meget om, hvordan det foregik. Men jeg kunne forestille mig, at målet med terapien var det samme: At øge livskvaliteten for de besøgende børn. Når jeg fik fyraften, hoppede jeg på bussen mod det centrale Quito, hvor min værtsfamilie boede. Det var en skæg oplevelse at skulle flytte ind hos en familie, når man har været udeboende i seks år, men det var et kæmpe privilegium. Der blev vasket tøj, der stod mad klar på bordet, og familien var indlysende nok lokalt kendte og kunne derfor rådgive mig i forbindelse med en masse forskellige ting. Min værtsfamilie var hjælpsom, imødekommende og mit ophold hos dem var rent ud sagt en positiv og kulturel oplevelse i sig selv.”