Rim, Lærerstuderende
Rim tog sin praktik som lærerstuderende i Cambodja. Undervisningsmæssigt gik hun fra den ene yderlighed til anden, heldigvis med positive konsekvenser til følge.
”Jeg er lærerstuderende og valgte at bruge min fire ugers praktik i Cambodja. Man skal ikke nødvendigvis tage til udlandet, man kan også blive hjemme. Jeg ville bare gerne udfordre mig selv lidt. Da jeg ankom til skolen i Phnom Penh, blev jeg pænt taget imod af en vejleder eller supervisor, som fortalte mig om skolens baggrund – hvorfor de havde så få ressourcer, og hvorfor de var interesseret i en udefrakommende engelskunderviser. Herefter fik jeg meget frie tøjler til at undervise min nye 4. klasse samt planlægge og strukturere fire timers engelsk hver dag. Den eneste præmis var, at eleverne var klar til at tage en lille form for prøveeksamen, når mit ophold var slut. Prøven var udfærdiget af min supervisor, som også havde fulgt nogle af mine timer og var baseret på engelsk grammatik på basisniveau,” siger Rim Jaffar, som læser til lærer på VIA University College Lillebælt, UCL, og er færdiguddannet i sommeren 2016.
Hvem bestemmer i klasseværelset?
”Jeg havde omkring 20 elever for mig selv, da den tilsynsførende khmer-lærer knap nok forstod, hvad jeg sagde på engelsk. Så jeg havde klasselokalet for mig selv, med mindre at han frarøvede mig autoriteten. Det var lidt ærgerligt, at han gjorde det nogle gange – mest af alt fordi elever mister troen på én, hvis der er en anden, som træder i karakter, hver gang der er lidt snakken i krogene. Men jeg fandt en god måde at få det italesat på, så jeg til sidst havde den fulde autoritet over klassen – hvilket jeg i sidste ende var mere gavnligt for både mig selv og eleverne. Det var en uforglemmelig oplevelse at stå foran disse elever og prøve kræfter med at lære dem et sprog, som var dem så fremmed, men som de formentlig ville være nødsaget til kunne i fremtiden. ”
En overvældende elendighed
”Jeg arbejdede på en skole i et slumkvarter. Det tog mellem 15-20 minutter at komme fra fælleshuset, hvor jeg boede og hen til skolen. Vi havde lavet en aftale med en fast tuktuk-chauffør, som hver morgen hentede mig og nogle andre frivillige og kørte os rundt til vores respektive arbejdspladser. Skolen er en pre-school – altså en institution, som forbereder eleverne til high school. Der var mellem 1000-1500 elever, hvoraf majoriteten var socialt belastet på den ene eller anden måde. Nogle levede hos forskellige familieslægtninge, da deres forældre var væk eller døde, andre havde alvorlige sygdomme, og så var der dem, som havde akut brug for hjælp for ikke at ende i en kriminel løbebane. Det var meget overvældende at opleve så meget elendighed og at se elevernes blikke, der sagde: Du har meget mere, end jeg nogensinde vil komme til at eje. I starten var det lidt vanskelige forhold at undervise i, men jeg overvandt det ved at give dem alt den hjælp og kærlighed, som de efterspurgte.”
.jpg)
En old-school facon
”Jeg lærte utroligt meget af min australske supervisor, som var tidligere lærer. I løbet af de her fire uger, fik jeg indsigt i, at det godt kan betale sig at gå lidt tilbage – for at gå frem igen. Herhjemme er vi meget præget af moderne undervisning, men i Cambodja, hvor kulturen er helt anderledes, så var det mere gavnligt for eleverne, at jeg skred til værks på en lidt mere old-school facon. Jeg blev nødt til at tage højde for sprogbarrieren, hvilket også medvirkede til, at jeg blev nødt til at lægge mit undervisningsniveau på et stadie, hvor alle elever kunne være med. Sådanne nogle ting lærte jeg især af min australske supervisor. Det er helt sikkert noget, som jeg har taget til mig og vil bruge, hvis jeg selv skal undervise en 1. klasse herhjemme, hvor engelskniveauet nok er det samme som en 4. klasse i Cambodja.”