Rikke, Jurastuderende

IMG_0466_490x270

Menneskerettigheder burde være en menneskeret. Cambodja er et land i fremskridt, men der er stadig brug for hjælpsomme hænder og hjerner på mange områder. Hænder og hjerner, der vil kæmpe for en sag og tør tage beslutninger.

”Jeg så tilfældigvis et opslag fra Save A Heart på det kollegium, hvor jeg bor. Efter udvekslings-semestret, der varede godt et halv år i Stockholm, så var jeg endnu en gang klar til at se mere af verden. Jeg undersøgte derfor sagen nærmere på nettet og kom i kontakt med Sanne, der hjalp mig med beslutningen om, at Phnom Penh i Cambodja var det rigtige. Her kunne jeg som jurastuderende blandt andet få lov at arbejde med et emne, som jeg ikke er blevet undervist i før, men som jeg finder meget relevant – nemlig menneskerettigheder,” siger 24-årige Rikke, der er jurastuderende i Århus.

De statsejede landarealer

”Jeg synes, at jeg lærte en del af mit to måneders ophold i Cambodja. Jeg lærte en masse mennesker at kende på det hostel, hvor jeg boede – der var dog altid ikke lige meget at lave på kontoret, men det gjorde til gengæld, at man fik muligheden for at fordybe sig i nogle konkrete sager. Der var valg i Cambodja, mens jeg var der, derfor fyldte opgaverne i og omkring valg-perioden en del. Men den mest konkrete sag, vi kæmpede for, var at få ’landet’ tilbage til det cambodjanske folk. Mange statsejede landarealer bliver solgt til store virksomheder på fattige menneskers bekostning. Det betyder, at cambodjanerne der bor på det givne stykke land bliver rodløse og kun får en ganske lille kompensation for deres enorme tab. Det ville vi gerne sætte fokus på.”

Middagsmad eller morfar?

”Arbejdsmoralen i Cambodja er noget anderledes, end den vi kender herhjemme. Det kom blandt andet til udtryk ved vores lettere forvirrede chef, der ret ofte kunne gentage sig selv – heldigvis var der en australier tilknyttet stedet, som ofte kunne redde trådene ud. Derudover har cambodjanerne en to timers pause midt på dagen, hvor de indfødte sover til middag. Vi andre frivillige plejede gerne at spise frokost.

Den kaotiske by i fredelige omgivelser

”Phnom Penh bebos af dejlige, hjælpsomme og smilende mennesker. Men jeg kan allerbedst beskrive selve byen som ’kaotisk’. Derfor bør man helt klart tage væk fra byen på et tidspunkt for at se, hvor flot det cambodjanske land er. Men byen kan også byde på en masse spændende ting, blandt andet de mange åbne køkkener, som står rundt om i gaderne, som laver det lækreste mad – her skal jeg varmt anbefale krabbe! Der er også masser af markeder i Phnom Penh, som er værd at besøge, men Killing Fields og Toul Sleng Fængslet, som blev brugt under Det Røde Khmers Regime skal helt sikkert opleves.

Man bliver hørt

”Opholdet var også relevant på den måde, at det var mere praktisk end teoretisk. Det er slet ikke det samme som at gå på universitetet, hvor man ikke nødvendigvis behøver at blive hørt, før man skal til eksamen. Men på kontoret skulle vi f.eks. hver fredag holde oplæg for hinanden på engelsk, gerne om forskellige syn på menneskerettigheder – hvilket gjorde, at jeg måske er blevet lidt mere modig.”