Nicolaj Jacobsen
Nicolaj søger ind på psykoligistudiet og ville gerne pynte sin ansøgning lidt. Det gjorde han gennem humanitært frivilligt arbejde i Ghana.
”Den bagvedliggende grund for at tage til Ghana og arbejde som frivillig er måske lidt egennyttig, men jeg vil rigtig gerne læse Psykologi og har ikke lige præcis det karaktergennemsnit, som det kræves. Derfor spurgte jeg min gamle psykologilærer fra gymnasiet, og hun foreslog volontørarbejde i Afrika, da humanitært arbejde altid pynter på kvote-to-ansøgningen. Jeg fulgte min lærers råd, og gennem Save A Heart fandt jeg et passende projekt i Ghana. Jeg kom til at arbejde på et børnehjem, som fungerede som en midlertidig institution for meget små børn. De var sædvanligvis blevet anbragt der, da forældrene ikke havde ressourcerne til at give dem en ordentlig opvækst. Jeg ved i hvert fald med sikkerhed, at én af børnene havde en enlig far, som samtidig skulle forsørge fire andre børn, og derfor havde besluttet, at det mindste barn ville få bedre vilkår på børnehjemmet end hos ham. Når barnet bliver gammelt nok, typisk fire år, så er det meningen, at vedkommende skal tilbage til sin/sine forældre,” siger Nicolaj Skeem Jacobsen.
Den afrikanske tid er en by i Rusland
”Det første, der mødte mig i Kotoka-lufthavnen, var et væld af mennesker med hjemmelavede skilte, der alle forsøgte at finde hver deres person. Efter en spadsertur på 20 minutters tid uden at blive fundet, eller selv at finde min chauffør, måtte jeg ringe til organisationen. Jeg blev fundet, og misforståelsen lå i, at de troede, de skulle hente en pige. Jeg blev kørt til Accra Centrum, hvor jeg skulle sov til dagen efter, da jeg ankom sent om natten. Derfra skulle jeg videre med en bus til Kumasi, hvor der også var nogle komplikationer med, hvor på ruten bussen skulle stoppe – jeg endte ude i den lille provinslandsby, Nsuta, hvor jeg skulle bo hos en værtsfamilie de næste seks uger. Uden at generalisere, så er den her lidt tumulte kommunikation og løse planlægning lidt typisk Afrika – På trods af god planlægning forinden kan sagtens gå en time her og der, men det tager man ikke så tungt. Så man skal have tålmodigheden i orden, men når man så lige forstår kulturen, så er det faktisk uhyggeligt befriende. Når jeg skulle på arbejde i nabobyen, Mampong, så tog jeg dog gerne en taxa – her vidste jeg, at forbindelsen var direkte og kun kostede omkring tre kroner.”
Man har jo som sådan intet at tabe
”Vores arbejdsdag bestod ofte i, at vi mødte ind kl. 08 og hjalp med at skifte bleer på børnehjemmets 16 babyer. Herefter skulle vi skifte sengelinned og vaske babyernes tøj, og så skulle de små have sutteflaske. Når de var færdige med at spise, skulle de bades og lægges til middagslur, hvilket betød, at alle volontørerne havde fri leg indtil kl. 15:00, da børnene alligevel lå og sov. Nogle gange gik jeg på markedet, andre gange tog jeg en taxa hjem og slappede af, læste bøger eller så nogle serier. Det var begrænset, hvor meget man kunne nå, fordi vi som sagt skulle være tilbage på børnehjemmet om eftermiddagen for at gentage morgenens rutine en gang til. Da jeg kom hjem om aftenen, var jeg ofte så smadret, at jeg gik ud som et lys og sov til dagen efter. Til gengæld, så brugte jeg gerne weekenden til at få oplevet en hel masse – blandt andet Cape Coast og slaveslottene og en stor fodboldkamp mellem Kumasi og Accra. Der er masse at kaste sig over – og man har jo som sådan intet at tabe.”