”Jeg snakkede med Sanne og hun fortalte mig, at Peru var et godt og sikkert sted, hvis man var førstegangsrejsende, hvor nogle af de andre destinationer, som Save A Heart tilbyder, godt kan rumme lidt flere udfordringer. Hun talte rigtigt godt for det, og jeg syntes det lød utroligt spændende. Det åbnede muligheden for, at jeg kunne arbejde på et børnehjem og en skole i 3 måneder og samtidigt være hjemme igen til jul. Så nu skulle der opleves en masse – og det kunne bare ikke gå for langsomt!” siger den glade og hjemvendte Natasha Erika Møller Pedersen, der netop har fået job i en børnehave og snart påbegynder massageuddannelsen.

”Jeg har slet ikke vænnet mig til at være hjemme endnu. Fårvang er en meget lille by, hvor alle kender alle, og der stort set ikke er nogle biler i trafikken. I Silkeborg derimod kan man sagtens gå en tur ned ad gågaden, uden at nogle hilser på én – det kan faktisk være lidt dejligt en gang imellem. Men ingen af delene kan måle sig med Cusco. Som dansk lyshåret pige, kan du simpelthen ikke gå to meter uden at få en kommentar med på vejen – her råber folk, at du er smuk, at du skal ind på deres restaurant, at du skal have manicure, og at du skal have massage – så det var da klart en udfordring og meget anderledes at få så megen opmærksomhed. Derudover så er Cusco en enorm by, den er større end København, og jeg har aldrig boet i en storby før. Jeg har altid boet ude på landet blandt køer og marker, så det var en rigtig stor omvæltning, da der pludselig var bjergtoppe, tudende dythorn, biler, men-nesker, støj, lamaer og hjemløse hunde over alt – og så havde vi byture spredt ud på alle ugens dage, som virkeligt var sjove og helt fantastiske. Der er folk, der stadig ringer til mig på Skype, og siger de savner mig – og jeg savner da også dem.”

”Den første del af opholdet arbejdede jeg på en skole og den sidste på et børnehjem. Mit arbejde på børnehjemmet var mest fokuseret omkring en meget lille dreng. Jeg havde jo arbejdet i en vuggestue, inden jeg tog af sted, så jeg har før haft med børn at gøre. Det forfærdelige ved det hele var, at barnets mor på 14 år også var anbragt på børnehjemmet. Hende forsøgte jeg at tale lidt med på gebrokkent spansk. Det blev sådan, at jeg babysittede den bette, når jeg var på børnehjemmet, sådan at hun havde tid til at vaske tøj, gøre rent osv. Det var meget barskt, primitivt og foruroligende. Så volontørernes opgave var egentlig at medbringe nogle småsager, så vi kunne beskæftige børnene med et eller andet og generelt bare give dem masser af kærlighed.”