”Siden 7. klasse har Rikke og jeg talt om, at vi burde tage til Afrika sammen. I flere år har denne rejse stået som en slørret drøm, som med tiden blev mere konkretiseret og defineret. For nogle måneder siden blev drømmen indfriet. Vi tog til henholdsvis Kenya og Tanzania og arbejdede som volontører på forskellige børnehjems- og skoleprojekter og oplevede derigennem Kenyas kultur, Tanzanias vilde natur, hvordan det er at bo på et hostel med andre frivillige fra hele verden, og hvordan det er at have lokale oplevelse helt tæt på, som dem man får hos en værtsfamilie. Vi bookede vores rejser hos Save A Heart, hvilket vi ikke har fortrudt ét eneste sekund. Tværtimod. Vi planlægger faktisk at tage af sted igen næste sommer, og vi får formentlig besøg af børnehjemmets kenyanske mama på et tidspunkt, så hun kan lære noget om den danske kultur. Vi vil forsøge at hjælpe børnehjemmet med et fundraising-projekt, så de kan få råd til et nyt køkken. Hvis det lykkedes, så skal vi naturligvis til Kenya igen,” siger Naja Maria Hahn-Hundsdahl, der rejste med sin livslange veninde Rikke Sandager Sørensen.

”I Kenya boede vi en lille by, som hedder Ngong tæt ved Nairobi. Da vi boede i en tilknyttet bygning til det børnehjem, hvor vi også arbejdede om eftermiddagen, gjorde det hele oplevelsen meget hjemlig og hyggelig. Børnehjemmet havde godt og vel 60 børn boende. De blev opdraget i den kristne tro og var hårdtarbejdende unge mennesker, som stod op kl. 05, mens vi stadig sov, bad morgenbøn, ordnede huslige gerninger og tog i skole ved 07-tiden. De ældste børn var først hjemme igen kl. 17:00. De gik i skole en halv times tid derfra, og for at vi ikke skulle kede os i dagtimerne, mens de gik til undervisning, så hjalp vi også til på skolen. Det var primært praktiske opgaver. Vi skulle f.eks. binde bøger ind og tegne faglige plancher, som blev brugt i undervisningen. Plancherne var et nødvendigt supplement til undervisningsformen, da der ikke var bøger nok til alle elever – og derfor var det heller ikke alle elever, som kunne se illustrationerne, som bøgerne indeholdt – med mindre de altså kom op og hænge. Vi tegnede alle mulige plancher, som kunne handle om f.eks. botanik eller seksualundervisning. Lærerne og eleverne var virkelig dygtige til engelsk, og fællessproget biddrog til at gøre opholdet til en uforglemmelig oplevelse. Vi tilbragte gerne hele eftermiddage og aftenener med børnene – fordi vi rent faktisk kunne have nogle interessante og lærerige samtaler sammen med dem og lære noget af dem. Jeg tror, de havde det på samme måde.”

I Tanzania boede vi i byen Moshi og arbejdede lidt derfra. Her var forholdene meget anderledes. Vi arbejdede på en skole om formiddagen – en såkaldt preschool. Desværre havde skolen den opfattelse, at vi skulle overtage undervisningen, hvilket jo ikke giver nogen mening. Først og fremmest fordi, vi ikke var interesseret i at stjæle jobbet fra andre, men også fordi, vi ikke taler swahili og derfor ikke kunne kommunikere med eleverne. Det blev heldigvis sådan, at vi kunne nøjes med at bistå den eksisterende undervisning med at hjælpe de små børn i indøvelse af få engelske ord gennem leg, sang og kreativ tegning.