Nadja Schwabach

SAM_2463
Dét glemmer jeg aldrig.

Save A Hearts sydafrikanske projekt med udsatte børn giver dig minder for livet. ”Selvom man alene ikke kan redde hele verden, så kan man jo godt prøve at gøre en forskel.”

Af: Michael Leander Bech Særkjær

”Jeg arbejdede på to projekter med udsatte børn, og boede derfor også hos to værtsfamilier, mens jeg var i Sydafrika. Det første børnehjem, jeg besøgte, havde kun drenge indlogeret, som var anbragt der af forskellige grunde. De kunne være efterladt, misbrugt eller have alkohol- og stofmisbrugende forældre. Ved drengenes børnehjem er området meget stort, og det er svært at holde øje med alle, da de løber rundt, hvor de vil. Jeg var derfor glad for mit projektskift til et mindre børnehjem, der primært husede seksuelt misbrugte piger. Her var der mere kontakt med børnene,” siger 20-årrige Nadja Schwabach, der ønsker at påbegynde Økonomiuddannelsen på Århus Universitet. 

Bjergbestigning og safari

”I weekenderne rejste jeg rundt, og var blandt andet på safaritur for at opleve the big five – og jeg fik set dem alle! Men derudover så brugte jeg også rigtig megen tid på at shoppe i Cape Town, som i øvrigt er en ufattelig smuk by, især ude ved kysten. Cape Town er omringet af bjerge, og jeg nåede da også at bestige det ene, nemlig Table Mountain, som er det højeste bjerg i nærheden af byen. Foruden safarien, så var bjergbestigningen en helt fantastisk oplevelse, som jeg virkelig vil opfordre andre til at gennemføre,” siger Nadja optimistisk.

Tættere på børnene

”Det er ærgerligt, at jeg kun var på pigernes børnehjem i fire uger, der kunne jeg godt have været i en måned mere. Jeg vil anbefale, at man bruger længere tid end jeg gjorde for at komme helt tæt på børnene,” fastslår Nadja og fortæller om, hvad der fik hende til at vælge Sydafrika: ”Generelt kan jeg rigtigt godt lide børn, og så ville også gerne forbedre mit engelsk, hvilket jo tales af de fleste i Sydafrika. Men først og fremmest så ville jeg bare gerne hjælpe. Der er nemlig så stor forskel på rig og fattig, og de to modsætninger ligger bare klods op af hinanden. Selvom man alene ikke kan redde hele verden, så kan man jo godt prøve at gøre en forskel.”

At tackle tingene

”Jeg glemmer aldrig, da én af pigerne på børne-hjemmet begynder at åbne sig op og fortælle mig, hvordan hendes mors kæreste havde misbrugt hende selv og sin søster. Hun sad bare der lige så stille og fortalte om, hvordan hun savnede sin mor, men ikke kunne komme hjem, fordi moderen ikke var interesseret i at forlade kæresten. Det var så sørgeligt og berigende på samme tid – dét glemmer jeg aldrig,” gentager Nadja stille og siger: ”Jeg kunne godt tackle det, fordi jeg vidste, at børnene nu er et bedre sted, men det skal ses med egne øjne, før man indser, hvor slemt det egentlig kan stå til. Derfor er det også fantastisk at se, hvordan nogle i Sydafrika bare er i stand til at få det bedste ud af livet, selvom de er så fattige.”

Du kan se flere billeder fra Nadjas ophold her