Louise, Fysioterapaut
”Der var flere grunde til, at jeg valgte at bruge min praktikperiode i Tanzania. Først og fremmest så har jeg aldrig rejst alene – eller boet alene for den sags skyld. Så for at udvikle mig personligt syntes jeg, at denne mulighed var en passende udfordring. Derudover så har jeg på studiet aldrig haft mulighed for at arbejde med børn, så det var også en af bevæggrundene. Tanzania-projektet med handicappede børn hos Save A Heart kunne derfor indfri begge mine ønsker, både på det faglige og mere personlige plan,” fastslår Louise Emilie Wermuth Thingbak, der til dagligt bor i Holte og studerer fysioterapi på UCC i Nordsjælland og tilbragte sit 13. modul i udkanten af Moshi-regionen Rau, Tanzania.
Masai-høvdingen kalder ungerne ind
”Når jeg ikke arbejdede, var jeg på en hel masse dags- og weekendture, som alle er anbefalelsesværdige. Jeg besøgte blandt andet de såkaldte Hot Springs, som er små varme søer med krystalklart vand omgivet af junglelignende landskab. Jeg besøgte også en kaffefarm, hvor vi lærte, hvordan hele processen fra bær til bønne foregår. Jeg købte også nogle poser, på trods af, at jeg har smagt bedre. Jeg besteg også omtrent halvdelen af bjerget Kilimanjaro, hvor man vender om ved en udkigspost i en højde af ca. 2800 meter. Men dét, som jeg synes, man absolut ikke må gå glip af, er naturligvis safarituren og besøget i den nærliggende Masai-village. Denne Masai-by er ganske speciel fordi, de lever efter de traditionelle præmisser. De bor i lerhytter, danser stammerdans og laver ild på gammeldags facon. Vi frivillige havde taget nogle skolesager med til byens børn, blandt andet blyanter og tegneblokke, men skolen havde desværre lukket – troede vi. Kort efter, at Masai-høvdingen havde lavet nogle opringninger, kom skolens elever stormende, og pludselig stod vi omringet af en masse børn, der alle havde hørt det glade budskab.”
Fra pulterkammer til behandlingsrum
”Det var et luthersk-missionsk center, så ofte startede vi dagen med at synge, hvorefter vi spiste morgenmad sammen. Vi fik typisk serveret traditionel morgenmad – noget som tanzanierne kalder uji. På centret havde vi fået lov til at indrette pulterkammeret til behandlerrum, så her kunne vi give fysioterapi på briks eller ved hjælp af forskellige bolde. Det gjorde, at vi kunne give det enkelte barn individuel træning og opmærksomhed. Jeg arbejdede fra kl. 09-13, men børnene blev gerne på centret lidt længere, hvor de så fik en eftermiddagslur og blev hentet af forældrene senere på dagen. Så centret virkede lidt som et frivilligt tilbud – lidt ligesom en børnehave, på trods af, at det faktisk kaldes en skole. ”