Lea forventede egentlig, at det kun var engelsk, hun skulle undervise i. Men fik også lov til undervise i andre fag, da hun selv foreslog idræt. Eftersom forholdene var meget beskedne på stedet, købte Lea to bolde til hver af de to klasser, hun skulle undervise idræt i. Og det husker hun som en meget rørende oplevelse, for noget så banalt som en bold, der er en selvfølge i Danmark, blev opfattet som en luksus i Afrika. Børnene havde glædestårer i ansigtet og spillede fodbold á to store hold med tyve personer på hver, hvor der i højt humør blev banket en masse krudt af.

»Det var næsten alle mod alle, men sjovt at se, fordi de alle var så energiske, fuldkommen optaget af at spille og løb i bare tæer. En pige gled såmænd også i en ko-lort, men rejste sig bare op, smilte og kom videre,« fortæller en Lea, som nød børnenes reaktion. Ud over boldspil lærte Lea børnene, der var mellem 10 og 13 år, stafet og ”banke-banke-bøf”.

Lea noterer, at der i Uganda ikke ligesom hjemme i Danmark findes sportstøj eller løbesko, endsige mulighed for at skifte tøj og gå i bad, når man udøver idræt. »Pigerne havde kjoler på og drengene spillede i samme T-shirts og shorts, som de bar rundt på resten af dagen,« siger Lea.

En del af de ugandiske børn, som Lea underviste i engelsk, havde, erfarede hun, problemer på hjemmefronten. En fortælling langt hovedparten af børnene havde til fælles var nemlig sorg og tab af et eller flere familiemedlemmer.

»I starten var jeg bange for at tale med børnene om alvorlige emner, som døden nu engang er. Men da jeg gradvist finder ud af, at det som sådan ikke er et ømt punkt for dem, da de jo ikke er alene om det, så var det slet ikke så kompliceret alligevel. Det klart sværeste og mest grænseoverskridende i udvekslingen med dem var faktisk at fortælle om ens eget liv, familie, land, løn og generelle levevilkår,« siger Lea og føler sig skamfuldt privilegeret som rig, hvid dansker.

Engelsk undervisningen varede hver dag fra 7.00 – 17.00 og bestod af cirka 30 elever. Lea fortæller at det ikke var ualmindeligt at der kun var 10 bøger, som 30 elever skulle dele imellem sig. Og det kunne godt give anledning til slagsmål, hvis nogen følte sig snydt.

»I Danmark ville visse børn blive glade, hvis de kunne slippe for at læse i en bog, mens børnene i Uganda viser et helt andet engagement i undervisningen og sætter meget mere pris på de få midler, som de har og får,« siger Lea, der bare blev »kastet ud” i undervisningssituationen, helt uden hjælpelærer eller viden om, hvilke emner at undervise i.