”Den helt bagvedliggende grund for at tage til helt til Peru i forbindelse med lærerstudiets sidste praktikperiode var, at vi gerne ville så langt væk som overhovedet muligt. I første omgang havde vi Nepal i kikkerten, men hvis vi rejste med Save A Heart til Peru, så kunne vi få spansk undervisning, hvilket var et kæmpe plus – dels fordi det bliver nemmere at begå sig, men også fordi jeg underviser i spansk som valgfag på en skole i Odense. Hvis nogle havde spurgt mig, inden jeg tog til Peru i seks uger, hvor jeg ville undervise, når jeg var færdiguddannet, så havde svaret været Dyrup på Fyn. Men nu er jeg godt nok blevet lidt i tvivl. Jeg overvejer faktisk at tage tilbage til Peru, dels fordi rejsen inspirerede mig, men også fordi jeg tror, at undervisningen kan blive meget bedre,” udtaler Lasse Lyngaard Boel, som rejste med Mie Westerbjerg Petersen. De er begge færdiguddannede lærere ved Læreuddannelsen på Fyn, UCL, til sommer 2015.

”Vi fulgte en engelsklærer i alle hendes timer i samtlige 12 klasser, hvor eleverne var 6-12 år. Vores arbejde eller praktiske opgaver bestod mest i at komme med løbende ændringsforslag og observationer, som vi syntes kunne forbedre undervisningen. Vi fik aldrig selv lov til at have klasserne på egen hånd. Det skyldtes, at elevernes engelskniveau var så lavt, at vi ikke kunne føre længere samtaler med dem, og at vores spanskkundskaber heller ikke rakte til at lære ordentligt fra os. Vi har før observeret, hvordan en klassetime forløber herhjemme. Så det nye bestod i at se, hvordan undervisning kan være betydelig anderledes fra det vi kender. Disse observationer gjorde os især opmærksom på, hvordan man ikke skal undervise – og det kan man faktisk godt lære en masse af. For eksempel var elevernes engelskopgaver meget baseret på udenadslære, hvilket i nogen grad gjorde dem ude af stand til at sætte ordene sammen i større kontekst, hvilket jeg i hvert fald vil forsøge at undgå i min egen undervisning.”

”Elever skal efter min mening have lyst til at tale sproget frem for at lære enkelte gloser, og det syntes jeg ikke rigtigt blev kultiveret frem på skolen. Vi gav derfor alt det feedback, vi kunne – og jeg tror også, engelskunderviseren tog mange af tingene til sig. Vores frivillige arbejde skal ikke lyde som en negativ oplevelse, for jeg har sjældent set en lærer forberede så mange ting. Hun havde ingen grundbog at følge, hvilket vil sige at hun som den eneste lærer måtte lave alle opgaverne selv. Samtlige arbejdsark blev altså udfærdiget af hende selv. Men jeg håber, at vi har efterladt nogle perspektiver, som kan give mere variation med hensyn til klasseaktiviteter. Når vi gav feedback til læreren, var vi meget omhyggelige i vores ordvalg, så det virkede respektfuldt overfor alt det, hun også gjorde rigtigt godt. Man skal huske, at skolen havde åbnet deres døre, så vi kunne følge dem – og ikke omvendt. Så respekten skulle helst på et eller andet plan være gensidig.”