Simone og Anne Sofie
For Simone Marie Madsen og Anne Sofie Axelsen, begge 23 år og 3.års studerende i statskundskab, blev deres fælles tur til Kenya et begivenhedsrigt 4-ugers ophold.
De have længe talt om at tage til Sydafrika som frivilligt udsendte. Efter en del søgninger på nettet faldt de over en side på Facebook, hvor Save a Heart – By Committing Yours, havde forskellige projekter at tilbyde, også i Østafrika. Det hele lød så godt, at de valgte Kenya i stedet. ”Projekterne, vi blev tilbudt, var tiltalende, og havde oveni købet relevans til vores fag. Så det kunne ikke blive bedre. I virkeligheden var det egentlige formål med opholdet det at være i stand til at give af vores eget overskud som danskere fra et velfærdssamfund. Vi kunne ikke andet end at slå til!”
Udfordringer i lufthavnen
Optændte af rejselyst mellemlandede de to piger i Douhar, Qatar, hvor de ifølge planen skulle opholde sig i 13 timer. Efter at være blevet guidet ud i flyet sad de intetanende og uden information af nogen art og ventede en times tid. Så fik passagerne endelig fik at vide, at en brand i Nairobi lufthavn umuliggjorde videre flyvning. Efter flere timer i fortsat uvidenhed, blev de til sidst informeret om, at der var booket hoteller til overnatning for passagerne. Efter endt aftensmad, blev de alligevel kørt tilbage til lufthavnen og sat på et fly til Kilimanjaro. 16 timer senere – uden forplejning undervejs – ankom de udmattede til Nairobi Der blev de til gengæld anvist et fint hotel. Der var også et velanrettet måltid mad stående parat til alle passagererne. ”Det var noget af en start på en tur. Til sidst var vi så så sultne, at vi måtte spise den chokolade, vi ellers havde købt til vores værtsfamilie, for ikke at gå helt sukkerkolde! Det hjalp lidt på humøret, at vi endelig fik en ren seng at sove i efter det fantastiske måltid mad. Det var ret så kompenserende!”
Gilgil
Simone og Anne Sofie blev indkvarteret i en mindre by, Gilgil, på små 19.000 indbyggere, hos et sødt værtspar, der var vant til at huse frivillige. De var ligeledes managere på det børnehjem, Simone og Anne Sofie skulle arbejde på.
”Vi var tilknyttet 2 projekter. Det ene foregik om formiddagen og var et feeding project, der gik ud på at hjælpe gadebørn med at give dem mad om morgenen og derefter lege med dem et par timer, inden de atter måtte tilbage til de forhold, de normalt levede under. Dette var ikke deciderede gadebørn uden hjem, men børn, der levede under kummerlige forhold, hvor de voksne fra fraværende og pengene små. Hjemmefra havde vi medbragt en del legetøj. De var glade for det hele, men det vigtigste, disse børn mest af alt havde brug for, var at blive talt med og taget sig af.”
”Om eftermiddagen opholdt vi os på selve børnehjemmet, der husede 60 børn i alle aldre. Her skulle vi også primært lege, men var endvidere med til at vaske tøj og lave og give mad. Vi skiftede også de mindste. Det pudsige var, at børnene ikke fik bleer på, men poser. Dette afstedkom i høj grad lugtgener. Vi ønskede, vi havde haft en masse bleer med til de små på børnehjemmene. De har i realiteten meget legetøj, men bleer ville blive taget imod med kyshånd.”
Det var en kontrastfyldt hverdag for Simone og Anne Sofie. Gadebørnene var ofte stille og triste pga. de omstændigheder, de levede under. Derimod var børnehjemsbørnene glade og tilfredse. De havde hinanden, en seng at sove i og mad flere gange om dagen. ”Det, som Anne Sofie og jeg syntes, vi kunne gøre for begge disse kategorier, var som sagt at give af det overskud vi selv boblede over med, og det blev taget godt imod.”
”En af de oplevelser, der berørte os mest, var historien om en lille pige fra børnehjemmet, der blev lukket inde af sin mor og forladt, fordi denne ikke kunne føde hende. Grunden til, at pigen overlevede, var at moren blev arresteret og fik efterfølgende tilladelse til at hente hende, så pigen kunne blive forsvarligt anbragt på børnehjemmet i stedet for at være overladt til døden. Sådanne historier udfolder sig indimellem, idet der på stedet ikke findes socialforvaltning eller ressourcer til at håndtere disse skæbner, en holdning, vi lige skulle vænne os til.”
Alt i alt var det dog en begivenhedsrig tur, Simone og Anne Sofie aldrig vil glemme, og de glæder sig til at implementere alle deres erfaringer til deres studie.
Af: Pianna Liv Larsen
