Julie Midtgaard Madsen
På baggrund af en eksamensopgave på HHX valgte Julie at tage til Ghana. Hun vidste fra starten meget mere end de andre frivillige – og endnu mere, da hun tog hjem.
Af: Michael Leander Bech Særkjær
”Jeg har en veninde, som lige nu befinder sig i Tanzania. Det var faktisk hende, som anbefalede Save A Heart til mig – på trods af at jeg selv skulle til Ghana. Dét kombineret med, at jeg har arbejdet med børn i forskellige sammenhænge, gjorde at børnehjem-sprojektet lød virkelig tiltalende. Men beslutnings-grundlaget for at tage til Ghana og arbejde frivilligt går egentlig endnu længere tilbage. Da jeg gik på HHX, havde jeg på 3. år et projekt kaldet Geo. Her skulle man fokusere på en verden i fremskridt, hvor man havde en hel temauge om Afrika. En velgørenheds-organisation var ude på vores skole og forklare om børn, der til stadighed bliver beskyldt for at være hekse i Nigeria og om frivilligt arbejde i udsatte lande. Jeg havde i forvejen læst meget om Ghana, og valgte også netop dette land til projekteksamen. Så det stod rimelig klart for mig, at jeg også gerne ville se og opleve Ghana, hvis jeg selv skulle udføre volontørarbejde en dag,” udtaler Julie Midtgaard Madsen, der kommer fra Almind nær Kolding.
Udbyttet af det man lærer
”Jeg skrev min opgave med udgangspunkt i Ghanas historiske og samfundsmæssige udvikling fra 2. verdenskrig til i dag. Det gjorde også, at jeg formentlig var den eneste frivillige i Ghana, som vidste, hvorfor landet så ud som det gjorde og var opdelt i forskellige områder. Det gjorde jo også, at jeg kunne snakke med nogle af de indfødte om diverse historiske begivenheder. Jeg valgte at rejse i tre måneder, hvilket er så lang tid, som man kan gennem Save A Heart – på netop dette projekt. Jeg ville ikke kunne finde på at arbejde for en organisation i f.eks. to uger for bare at tage hjem igen. Det er der nogle, som gør. Jeg tror bare, at udbyttet af det man lærer, i forhold til det man kunne have lært, er utroligt reduceret.”
En værdsat tilstedeværelse
”Det er en helt anden måde at opleve et land på, når du mere eller mindre flytter dertil for at arbejde. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Du har mulighed for at finde dig selv og for at finde ud af, hvad du vil bruge fremtiden til. Jeg blev især klar over, at jeg sagtens kan klare mig i lidt pressede og uvante situationer. Derudover så er du aldrig i tvivl om, at din tilstedeværelse i Ghana er værdsat. Det følte jeg i hvert fald på børnehjemmet og hos den værtsfamilie i Nsuta, hvor jeg boede. Min værtsfamilie var rigtigt god til at hjælpe mig og de andre frivillige med, hvordan man kom rundt med trotro’s eller taxaer. Men de voksne i familien var ikke specielt gode til engelsk – det var deres børn til gengæld. Så dem snakkede og legede vi meget med.”
Høflighed, taknemmelighed og åbenhed
”To af de danske piger, som jeg arbejdede sammen på børnehjemmet var med til at tage børnene med ud på tur – for alle første gang i deres liv. Så på den måde, så føler man, at ens arbejde er med til at gøre en forskel – hvis ikke for en selv, så i det mindste for en masse andre. Jeg kan tydeligt huske første dag på jobbet. Høflighed, taknemmelighed og åbenhed var nogle af kerneværdierne. Jeg havde omkring to og en halv uge, hvor jeg var den eneste, som passede de helt små på børnehjemmet. De ansatte kunne ikke forstå alle de kræfter, jeg lagde i projektet – men jeg kunne se, at de var dybt taknemmelige, hvilket de også sagde direkte til mig. Denne her måde at rejse og arbejde på bliver absolut ikke sidste gang. Jeg fik i hvert fald så meget blod på tanden, at jeg tog mig selv i at kigge på en backpacker-tur rundt i Cambodja, da jeg befandt mig i Ghana.”