Julie Egholm

Lille_ny_p___b__rnehjemmet
Kan man virkelig alt, hvis bare man vil? På børnehjemmet og feeding-projektet i Kenya får du hver dag en smuk og håbløs virkelighed serveret. Spørgsmålet er, tør du spise den?

”Vi fik en lille pige ind på børnehjemmet, der var utrolig syg. Efter nogen tid fandt man ud af, at hun havde tuberkulose og i slutningen af mit ophold får hun konstateret HIV. Derfor blev hun straks sendt til St. Mary, som er et børnehjem, der drives af nonner for at forbedre livskvaliteten for HIV-smittede børn. Jeg var ude at besøge hende på St. Mary, hvor der var en fantastisk atmosfære. Hun var begyndt at live op igen, snakkede med andre børn, henvendte sig til folk og havde taget på i vægt. Det var rørende, og jeg glemmer det aldrig!” siger Julie Seiger Egholm, der er færdiguddannet på STX og drømmer om at læse økonomi.

Fra overlevelse til undervisning

”Der var ca. 50 børn, som primært kom fra slum-kvarterene rundt omkring. Aldersforskellen lå mellem fire og ti år. Det fungerede på den måde, at børnene i starten udelukkende kom for at få mad to gange dagligt, så de kunne overleve. Men som noget relativt nyt tilbyder institutionen nu også undervisning, da mange af disse børn ikke går i skole. Det skyldes typisk, at deres forældre ikke har råd til at sende dem i almindelige kommunalskoler – og det er ganske vist på trods af, at det er gratis, men uniformer og bøger koster jo også penge.”

Nej, et hul i jorden er ikke det fedeste

”Oskar og jeg boede hos to værtsfamilier i de tre måneder, vi var af sted. De var to diametrale modsætninger. Det første sted, hvor vi var i to uger, levede op til de kenyanske standarder. Vi havde rindende vand et par timer tre gange om ugen, en utilregnelig elektricitet – og toilettet var et hul i jorden. De resterende ti uger boede vi hos en mere velhavende familie, der havde mange af de faciliteter, man også kan finde i et dansk hjem. Jeg havde jo de værste forestillinger hjemme fra om at komme til at bo i et utæt blikskur, men den enorme forskel, som vi mødte, var egentlig ikke noget, der fyldte meget i vores hoveder. Man bliver nødt til at tage det som en oplevelse – det kan godt være, at det ikke er det fedeste at bruge et hul i jorden som toilet, men alternativet er, at man holder sig i tre måneder til man er hjemme igen.”

Man skal ikke se sig sur på en anden kultur

”Den største kulturforskel for mig var dog deres børneopdragelse. De er meget konservative, og jeg havde faktisk ikke troet, at det ville være så ekstremt. I Kenya kan forældre, som folk på børnehjemmet og feeding-projektet, godt være rimelig hårdhændet, hvorfor det virkeligt kan være svært ikke at starte diskussioner med dem. De havde det meget med at skabe respekt igennem frygt, hvilket jo er forældet og uacceptabelt herhjemme – men det er ny kultur, det er ikke Danmark, og det skal man lige vænne sig til. Jeg rejste jo med min ven Oskar, som jeg også arbejdede sammen med. Det var meget rart at have en at snakke med i starten om, de ting der skete, men i takt med at opholdet blev hverdag, så begyndte vi at være meget selvstændige, og egentlig gøre det vi selv havde lyst til. Der var jo også mange andre frivillige tilknyttet feeding-projektet og børnehjemmet, så vi blev hurtige enige om at gøre det, vi hver i sær følte for.”

En smule hjælp er det mindste man kan gøre

”Børnene på børnehjemmet var meget omsorgssøgende og havde måske egentlig mest brug for én slags frivillig hyggetante, hvor børnene på feeding-projektet godt kunne virke lidt tilbageholdende og voldelige overfor hinanden. De havde måske mere selvtillid, fordi de havde et familiært bagland, hvor børnehjemmets gæster intet havde. Alligevel er det på en eller anden måde, børnene på feeding-projektet der har det slemmest. Mange af dem kommer kun for at få mad, og man ved ikke, hvad man skal stille op med dem i fremtiden. Mange har heldigvis den opfattelse – at man kan, hvis man vil. Men sådan hænger virkeligheden ikke altid sammen, men man kan komme langt med lidt hjælp.”