Jonathan Hansen

194
Jonathan havde hjulpet til på gården, hvis ikke han rev ni uger ud af kalenderen for at hjælpe afgangselever på en lavbudgetteret skole og lære sig selv swahili.

“I sommeren 2014 blev jeg færdig med min gymnasiale uddannelse på HTX i Roskilde. Efterfølgende havde jeg et sabbatår, hvor jeg hjalp til derhjemme på gården med udsigt til noget lidt større. Jeg tog til Tanzania i ni uger med Save A Heart og arbejdede som frivillig på en skole i byen Moshi. Projektet var oprindeligt en skole udelukkende for piger. Den skulle lære dem om dagligdagspraksis, sådan at det blev nemmere at klare sig senere i livet. Skolen gav eleverne basisviden, sådan at de havde nemmere ved at finde jobs eller videregående studier – og altså ikke endte i prostitution og kriminalitet, som mange desværre gjorde. Skolen blev en kæmpe succes, og gennem årene fik de flere og flere elever. Til sidst begyndte skolen også at optage drenge, og den fungerer i dag som en helt almindelig læreinstitution med børnehaveklasse til og med 6. klasse,” siger Jonathan Pommer Hansen, der kommer fra Nordrup.

Førtidspensioneret swahiliunderviser

”Jeg virkede som assisterende lærer inde i klasseværelset. Der var mange elever stuvet sammen på meget lidt plads, hvilket betyder at læreren ofte havde svært ved at trænge igennem til dem, som sad nede bagerst. Det var både synd for læren, eleven og skolen. Skolen fik statsstøtte afhængigt af, hvor mange elever som graduerede. Derfor er det vigtigt for skolens overlevelse, at så mange elever som muligt består de endelig eksaminer. Jeg hjalp til med at rette opgaver, få elever op til tavlen og sprede lærerens budskaber rundt i klassen. Det var også min fornemme opgave at hjælpe de lidt ældre elever, som havde udsigt til afgangseksamen og vanskeligheder med f.eks. matematik, engelsk eller science – det som vi herhjemme nok ville kalde natur og teknik eller biologi. Jeg kunne af gode grunde ikke hjælpe dem med swahili, men jeg fulgte undervisningen alligevel, og jeg fik faktisk en del brugbart ud af det. Jeg blev faktisk så interesseret i swahili, at jeg sammen med nogle andre frivillige hyrede en førtidspensioneret swahiliunderviser, som lærte os de grundlæggende ting om sproget.”

Et svingende aldersniveau

”På skolen var der 164 børn fordelt på fire hold eller klasser. Jeg fulgte som sagt mest de ældre elever på de to sidste hold. De to første hold havde meget yngre elever, og jeg følte ikke rigtigt at jeg kunne hjælpe lige så meget til der. Sprogbarrieren gjorde det lidt svært at snakke med de yngste elever, men jeg følte også, at mit arbejde gav mere pote hos de ældste. Skolen kan nok bedst beskrives som en pre-school, som har fået en 1. og 2. klasse oveni. Derfor svingede aldersniveauet også ret meget. Jeg tror den yngste var tre år gammel, og den ældste var vel elleve. Aldersforskellen skyldes, at skolen fokuserer på den enkelte elev frem for årgangen. Man kan altså gå den samme klasse om mange gange, hvis man ikke består sine eksaminer, og det faktum har i hvert fald indflydelse på den store aldersforskel i de ældste klasser.”

En sørgelig og sød tanke

”Når eleverne har bestået deres eksaminer, så drager langt de fleste videre til Arusha, hvor de kan færdiggøre deres folkeskoleuddannelse. Problemet med nogle elever er, at de er tilknyttet det Safe House, som skolen også arbejder sammen med. Denne institution tager sig af de børn, som af den ene eller anden grund ikke kan eller juridisk må være hos deres forældre. Disse børn har ikke et solidt bagland og en moralsk opbakning med hjemmefra, som gør, at de rejser videre for at fuldende folkeskoleuddannelsen. Derfor er det også for nogle elever i mangel af bedre, at de får lov til at gå på skolen så længe – simpelthen fordi man ellers ikke aner, hvad de skal, eller hvor de skal hen.”

385