”Jeg fandt helt tilfældigt Save A Heart på facebook, og jeg havde længe gået med tanken om at tage ud at rejse. Under deres destinationer fandt jeg ud af, at jeg kunne komme til Peru og kombinerer volontørarbejde med at få varmen, da landet ligger lige ved ækvator. Frivilligt arbejde kan pynte på éns position, når man søger ind på diverse uddannelser på kvote 2, og jeg har selv intentioner om at søge ind på Medicin. Der var dog ikke megen varme, da Cusco ligger så højt oppe, men til gengæld, så var der et hav andre positive oplevelser. Jeg arbejdede i 10 uger hos en fritidsorganisation. Stedet drives udelukkende af frivillige hænder, hvor grundlæggeren, som er en meget spirituel fyr, sørger for, at den positive energi er kontinuerlig, selvom der jævnligt kommer og går volontører.” udtaler Hans Edmund Stakksund.

”Stedet fungerede sådan, at de mellem 30-80 børn typisk kom ved 15-tiden, hvor jeg blandt andre var der til at tage imod dem. Eftermiddagen bød på forskellige aktiviteter frem til omkring kl. 19 i fritidsorganisationens tre afdelinger. Den første kunne tilbyde lektiehjælp, den anden handlede mere om læring gennem leg og brætspil, og den sidste var mere kreativt anlagt, hvor børnene kunne tegne og male. Dybest set så handlede jobbet egentlig om at give børnene al den kærlighed og støtte, som de ikke fik hjemmefra. Mange af dem kom fra levevilkår med megen vold og forsømmelse i hjemmet, så projektet skulle vise dem en alternativ måde at leve på og forhåbentlig få dem til at tro på, at der kommer mest ud af at være søde ved hinanden.

Der blev også holdt fællesmøder, hvor børnene kunne fortælle om alt mellem himmel og jord. Det kunne eksempelvis handle om, hvordan de havde det i hjemmet. På den måde fungerede fællesmøderne lidt som det, nogle af os måske kender fra folkeskolens ’klassens time’. Jeg forstod ikke alt, hvad der blev sagt på disse møder, fordi jeg ikke er så god til spansk, men jeg kunne se, at det hjalp på børnenes humør. Stedet var voldsomt populært blandt børnene, fordi det gav dem frihed, og jeg tror rygterne havde gået sin sejrsgang i byen, for jeg fik at vide, at yderligere 120 stod på venteliste.”

Det var et smukt projekt, og børnene elskede at være der. Der var nogen, som både var der om morgenen og eftermiddagen, fordi de hadede at være derhjemme. Jeg talte med én af de faste frivillige på stedet, som fortalte mig, at langt de fleste af børnene havde meldt sig ind totalt uopfordret, og at deres forældre intet havde med beslutningen at gøre. Efter nogle uger havde børnene en masse tillid til mig som den voksne og ansvarsbevidste, og det gjorde blot, at jobbet blev endnu mere interessant. Det tolker jeg som, at børnene virkelig havde brug for dette fritidstilbud, og derfor var jeg glad for at være der alle 10 uger. Desuden lærte børnene nogle gode værdier, som jeg gerne ville støtte op om og bidrage til at videreformidle. De lærte om værdighed, respekt og empati, og det gjorde rent faktisk også at mit ophold blev helt vildt skønt – samtidigt medvirkede det også til, at det var ekstremt svært at sige farvel til dem alle sammen, da jeg skulle hjem til Danmark igen.