Emma-Sofie Poulsen

15657883_1372110629497790_1281041075_o(1)
Emma-Sofie rejste til Peru for at træne sit spanske sprog. Hun oplevede en kultur, som ikke kan sidestilles med Danmarks – og hun fik en ven for livet. Måske!
”Alle de rejser jeg fandt på nettet, som inkluderede frivilligt arbejde, blevet nedskrevet. Det endte med, at jeg havde en alenlang liste over forskellige, fristende rejsetilbud. Så måtte frasorteringen begynde. Til sidst havde jeg én rejse tilbage. Den var gennem Save A Heart, hvor alle mine præferencer blev indfriet. Jeg havde tre af slagsen; nemlig at træne mit spanske sprog og arbejde med dyr – uden at det blev for dyrt. De næste 13 uger skulle jeg leve i Cusco og bo hos en peruviansk værtsfamilie. Den første værtsfamilie var en smule grænseoverskridende. De spurgte mig f.eks. om penge til medicin, hvilket de ikke må gøre ifølge guesthouse-reglementerne. Derfor blev jeg flyttet. Til gengæld mod noget langt bedre. Jeg boede de sidste 2/3-dele af mit ophold hos de sødeste, rareste og mest betænksomme mennesker. Moderen ville have mig til at smage hele det peruvianske køkken, og vi kunne diskutere om alt, og jeg lærte at træne mit spanske sprog i børnehøjde med deres lille dreng, Nico. Lynhurtigt var jeg en del af familien; den adopterede storesøster, som på en eller anden måde altid havde været der. Sådan føltes det i hvert fald,” udtaler Emma-Sofie Natascha Sølvsten Poulsen, som er færdiguddannet på Herning Gymnasium og som søger ind på Aalborg Universitets engelsk- & spansklinje.

De omstrejfende gadekryds

”Jeg arbejdede på et hundeinternat sammen med en håndfuld frivillige og den hundeelskende institutionsejer, Angelo. Det var et vidunderligt og meget ambitiøst sted. Det var ambitiøst, fordi de virkelig ville det allerbedste for hundene. Derfor blev der heller ikke foræret nogle hunde til folk, der så mistroiske eller uansvarlige ud. De havde desværre set nogle få gange, at hundene vendte tilbage i slem tilstand efter, at de var blevet givet bort – og det er jo ikke meningen. Arbejdsbeskrivelsen var meget lige til: Den bestod i rensning af burer, skifte madskåle, lufte og lege med hundene i gården og kæle alt det med dem, som man overhovedet kunne. Derudover fik jeg det ekstra privilegium at være ansvarlig for igangsættelse og modtagelse af nytilkomne frivillige. Byens omstrejfende gadekryds og efterladte hunde fra nær og fjern blev afleveret til internatet. Andre gange blev de fundet af os. Allerførst skulle de forbi hundeklinikken, hvor de blev skudt med diverse vacciner og loppekurer, så de ikke smittede de andre raske hunde. Det var også af sikkerhedsmæssige årsager for alle volontørerne.”
”Jeg blev kulturchokket og bemærkelsesværdigt forundret over, hvor anderledes alt er i Cusco. Folk har en helt anden mentalitet omkring sig selv og andre. Hvis man besøger Cusco, så bør man gøre sig selv den tjeneste at sætte sig på en bænk et sted i centrum. Herfra skal du tælle, hvor mange gange nogle henvende sig til dig blot for at nappe en lille hyggesludder. Det ville aldrig ske herhjemme. Men, det bedste ved Peru var uden tvivl dyrene. Ligesom med alt andet, så kan det jo ikke undgås at man får en favorit. Jeg forelskede mig pladask i en lille hund. Rigtig, rigtig meget faktisk! Så jeg er i gang med at overtale med min mor til, at vi skal tage ned og hente ham hjem til sommer. Hunden hedder Andy. Alle hundene på internatet er på lettere opfindsom vis opkaldt efter dét sted, hvor de blev fundet. Den, som forhåbentlig bliver min egen hund en dag, blev fundet ved Universidad Andina, og derfor hedder han Andy.
15673440_1372110652831121_333752603_n
15631347_1372110672831119_1063331130_o
15658916_1372110709497782_359183364_o