Af: Michael Bech Særkjær – Save A Heart

”Der er så mange, der bliver uddannet hvert halve år, så da jeg valgte at tage til Tanzania, var det både fordi, det ville pynte på cv’et og øge chancerne for jobmuligheder senere hen – og så var det jo også for oplevelsens skyld. Vores modul handlede om arbejdsmiljø og lovgivning i forskellige organisationer, hvilket jeg fik et stort indblik i, hvordan man gør i Moshi. Derudover så prøvede jeg også en masse ting af i praksis, som nok ikke havde været muligt, hvis jeg var blevet hjemme. Børnene der var på dagscentret var mellem 4-16 år, og nogle blev ved med at komme der, selvom de egentlig var for gamle til det, hvilket skyldtes, at de havde særlige behov. Dagscentret fungerede lidt som en børnehave, hvor vi skulle hjælpe børnene med at spise og motivere dem til at lave forskellige motoriske øvelser, hvilket jo var vores fysioterapeutiske indgangsvinkel til de her børn, som led af forskellige ting, blandt andet cerebral parese -spastisk lammelse,” udtaler Christine Jerichau, der rejste med sin veninde og til dagligt studerer på fysioterapeutuddannelsen på Metropol.

”Hvis man læser til fysioterapeut, synes jeg, at man skal tage til Afrika, fordi det giver et andet blik på, hvordan fysioterapi kan være, og fordi man får lov at se og have hænder på nogle mennesker med meget slemme tilfælde af forskellige sygdomme. Så man får virkelig prøvet faget af og samtidig, så er det jo en helt vild fed oplevelse. Hvis man derimod ønsker at få bygget mere teori på, så skal man ikke tage af sted – men det er en super god måde at få prøvet de ting af som man har lært indtil videre og blive endnu bedre til det, man i forvejen kan. Jeg kunne også se, at vores arbejde virkelig gjorde en forskel. Der var denne her lille pige på fire år med cerebral parese, som ikke rigtigt havde muskulatur i nakken til at bevæge hovedet ordentligt, men ved slutningen af vores ophold, kunne hun både stå og sidde selv og holde hovedet højt. Det var virkelig inspirerende at se, at arbejdet gav fremgang.”