Christina Ergoterapeut

IMG_4245
Christina tog sit 13. modul på ergoterapeut-uddannelsen. Gennem omsorg og hensyn viste hun et center for børn, hvordan man ’også’ kan opdrage børn og udføre ergoterapi.

”Vi var tre, der rejste sammen og ville gerne prøve at arbejde under kulturelle forhold, der var langt fra det, som vi var vant til. Vi havde kigget på forskellige selskaber, men inde på vores ergoterapeutiske forum på Facebook kunne vi se, at flere anbefalede og snakkede godt om Save A Heart. Efter at have læst projektbeskrivelsen om Tanzania på Save A Hearts hjemmeside, var vi ikke et sekund i tvivl. Det var langt væk, og det var samtidig fagligt relevant, da vi kunne komme til at arbejde med børn med alle mulige forskellige handicap. På den måde tog vi praktikperioden udenlands og arbejdede fire uger på et center for handicappede børn – den sidste uge på Zanzibar derimod var bare ren afslapning,” udtaler Christina Bækgaard Lei, som studerer Ergoterapi på VIA i Skejby og er færdig til januar 2015.

En for alle og alle for en

”Den første dag vi ankom, blev vi taget rigtigt godt i mod på det hostel house, hvor vi boede. Den efterfølgende dag blev vi vist rundt i byen, Moshi – og dagen efter igen skulle det på et af organisations-kontorerne besluttes, på hvilket center vi skulle arbejde de kommende uger. Vi skulle fortælle om vores erfaring og ønsker, og så prøvede organisationslederne at finde netop dét projekt, som passede os bedst. Vi havde dog som præmis, at vi alle tre skulle arbejde samme sted. Det skyldes, at vi ikke er færdiguddannet endnu og derfor stadig har brug for hinanden som sparringspartnere, og at vi kun var af sted i fire uger og derfor gerne ville opleve tingene sammen.”

IMG_3978_e1412935188704

Det helt igennem hyggelige hostel

”Det hostel vi boede på var en af hjørnestenene til opholdets positive udfald. Vi mødte nogle andre danskere, som også rejste med Save A Heart, og der var blandt andre nordmænd og englændere, som vi talte med, når vi fik fri. Det gjorde bare, at der altid skete noget, og at vi kunne tage på diverse weekendture, hvor vi besøgte Kilimanjaro, kaffe- og vandfaldsture, og så besøgte vi også en sø ved navn Lake Charla, hvor vi camperede og badede. Vi var tit fuldstændig smadret, når vi fik fri. På trods af, at vi kun arbejdede fra kl. 9-13, så krævede det utrolig meget af én. Derfor var det så fedt at komme hjem til vores hostel og slappe af med de andre og få tingene lidt på afstand.”

Så gav arbejdet mere mening

”Den første uge på jobbet var meget grænseoverskridende. I Tanzania er det ikke ualmindeligt at slå børn, hvis de ikke makker ret, så vi skulle lige vænne os til, at opdragelse kan udføres på meget forskellige måder. Derudover så prøvede børnene også vores grænser af, og det var en smule svært at sætte sig i respekt overfor dem, når man ikke kan swahili – og ikke vil slå dem. Men i løbet af anden uge begyndte tingene at vende, og ugen efter sagde en af de lokale ansatte, at hun var utrolig glad for vores tilstedeværelse, da hun havde lært så meget af os. Det var selvfølgelig berigende, og det gjorde jo, at vi følte os værdsat, og at dét arbejde, vi udførte, gav mere mening end som så. Vi fik især stor ros for den måde, vi gik til diverse opgaver, samtidig med at vi var kærlige og omsorgsfulde.”

Du kan se flere billeder her