Camilla, sygeplejerske
Det var lige på og hårdt, da Camilla og Freja arbejdede på et Hospital i Ghana. På fire uger oplevede de en anden kultur og har endnu ikke helt fattet, at de er hjemme.
”Jeg sidder netop midt i mit bachelorprojekt, men mit forrige, eller 13. valgmodul, handlede for mit vedkommende om kulturer. Derfor var det relevant at tage udenlands for at opleve sygeplejefaget i helt andre kulturelle rammer. Da jeg i forvejen havde arbejdet som frivillig på 6. modul i henholdsvis Kenya og Uganda, som bekendt ligger i det østlige Afrika, så syntes jeg, det gav mening at se den vestlige del for at kunne drage paralleller eller forskelle mellem de to sider af Afrika. Gennem Save A Heart fik jeg og min veninde Freja Hou Thode booket billetter til Ghana og skaffet praktikpladser på hospitalet, St Michael’s Hospital i byen Pramso nær storbyen Kumasi,” udtaler Camilla Lykke Rasmussen, der til daglig studerer til sygeplejerske på UC Diakonissestiftelsen på Frederiks-berg, København.
Det er sindssygt svært at sætte ord på
”Dét her med at udøve sygepleje til folk med andre kulturelle baggrunde kan være virkelig vanskeligt. Det er sindssygt svært at sætte ord på. Jeg tror først rigtigt, man kan forstå det, når man er i situationen. Når man befinder sig dernede med helt andre baggrunde og kulturtræk, så kan man lige pludselige godt begribe den forvirring, der kan opstå herhjemme, når patienter med andre tilhørsforhold skal opereres, indlægges osv. Hele patienttilgangen i Ghana er meget anderledes fra, hvad vi kender hjemmefra. I Ghana kan de godt virke meget barske og hårdhændede. Her skal man huske, at vores kulturelle måde at udføre sygepleje på ikke nødvendigvis er bedre – eller virker bedre i Ghana. Men det er netop det spændende ved kulturforskelle – man bliver altid klogere, men aldrig helt kompetent nok til at forstå kulturerne til fulde, fordi de er dynamiske processer i evig udvikling.”
Overvældende og barskt
”På hospitalet bestod vores arbejde rigtigt meget i patientobservation, det vil blandt andet sige måling af vitale værdier, som er blodtryk, temperaturer og registrere puls. Vi befandt os mest på fødsels-afdelingen, men tog os ikke af de små børn som sådan, vi arbejdede mere med deres mødre. Jeg havde overværet en fødsel før i Uganda, men Freja havde aldrig oplevet en. Det er både overvældende og barskt. Herhjemme har man trods alt muligheden for at modtage en form for smertelindring, hvis det går helt skidt. I Ghana er det lige på og hårdt, som i gamle dage. Jeg husker især en episode, hvor en ung førstegangsfødende havde store problemer med sine svingende veer. Vi hjalp hende meget den dag – fra den ene stue til den anden stue – frem og tilbage. Næste morgen havde hun fået foretaget et akut kejsersnit. Da vi mødte hende, sagde hun ’God bless you’, fordi hun mente, vi havde været der for hende dagen forinden – og måske udvist den smule omsorg, som man ikke er vant til på ghanesiske hospitaler.”
Minderne med hjem
”Jeg vil til hver en tid anbefale andre sygepleje-studerende at tage deres praktikophold i udlandet. Man skal dog have i baghovedet, at man ikke ene og alene kan redde verden. Her mener jeg især, at den f.eks. ghanesiske arbejdskultur ikke er klar til danske arbejdsmetoder. Så det er ikke sikkert, at man kan bidrage med så meget, som man måske håber, da det også tager lidt tid at finde éns rolle på den nye arbejdsplads. Men man får utvivlsomt én på opleveren – og en masse minder, som man kan tage med hjem igen.”
Du kan se flere billeder her