Siden hun som 12-årig besøgte Uganda med sine forældre, har Annika haft et brændende ønske om genbesøge Afrika. Da muligheden for at være frivillig derfor bød sig i starten af 2017, besluttede hun sig for at gribe den.

Som uddannet fysioterapeut faldt valget derfor helt naturligt på Uganda igen. Forskellen var blot, at hun nu fjorten år senere i en alder 26 år vendte tilbage som sundhedsprofessionel. I 2 ½ måneder beskæftigede Annika Havstein Falk sig med et område, hun ikke tidligere havde nogen erfaring med. Nemlig børneområdet.

»Jeg havde forud for min rejse godt læst om andres beretninger fra Afrika og hørt en masse både gode og dårlige ting om vilkårene. Efter at have været af sted selv vil jeg sige det sådan her: Man kan ikke forberede sig på kulturchokket, det skal opleves,« siger Annika og uddyber:

»Som ressourcestærk dansker kan man aldrig rigtig forberede sig på, hvordan det er at træde ind i en dagligdag så anderledes end den danske. Det kan godt være en intens oplevelse. En, man først får ind under huden ved fysisk selv at have været til stede.«

Annika tilføjer, at man i Danmark også lægger vægt på bløde værdier såsom omsorg og kærlighed, men at det langtfra altid var tilfældet i Uganda. Hun skynder sig dog at understrege, at der til trods for disse kendsgerninger, var mange plejemødre og ergoterapeuter til stede på børnehjemmet.

Børnehjemmet tog sig i alt af ca. 40 børn med forskellige fysiske handikaps fra alderen 2 – 18 år. Annika havde hver dag sammen med en håndfuld ergoterapeuter fra klokken 09.00 til 14.00 ansvaret for gennemgå et træningsprogram, hvor 15 af de ca. 40 børn modtog træning ca. to gange ugentligt.

»Min primære opgave var at lave øvelser med børn, hvis muskler i særlig grad kontraherede, dvs. trak sig sammen mod kroppen. For at modarbejde musklerne i at lave denne bevægelse, lavede jeg udspændingsøvelser og trænede dem i at sidde, gå, holde hovedet oprejst samt spise selv,« siger Annika, hvis målsætning med børnene var at gøre dem i stand til at klare sig selv samt modarbejde, at deres tilstand blev forværret.

»Jeg så jo heldigvis de samme børn igen og igen, så selvom det er svært at evaluere efter blot 2 ½ måneders træning, så er det min klare vurdering, at flere af børnene gjorde små fremskridt,« siger Annika og pointerer, at man ikke skal glemme, at »børnene på stedet faktisk var så dårlige, at blot det faktum, at deres tilstand ikke blev forværret, var en succes i sig selv«.

Der er særligt en specifik ung pige, som Annika husker bedre end alle andre. Og det er en 16-årig pige, som havde lært sig en anden metode at bevæge sig på end at kravle eller gå.
»Hun gik simpelthen på sine knæ med benene bøjet let bagud mod numsen, og med hænderne som hjælp skubbede hun sig fremover. Det overraskende ved træningen med hende var, at rakte man hende hånden, så kunne man få hende til at gå oprejst i 15 minutter ad gangen,« siger Annika Havstein Falk.

Annika Havstein Falk fik udover faglige erfaringer, en masse gode venskaber med sig hjem til Danmark. Hun fortæller blandt andet om, hvor »fantastiske mennesker« værtsparret, hun boede hos, var. Udover at hjælpe med en række praktiske opgaver, præsenterede de også Annika for til en lang række kulturelle begivenheder såsom et traditionelt ugandisk bryllup, en dimissionsfest og NGO-arrangeret gade-børne-dans.