Sofie Schmidt Lassen

5_490x270

Andreas var frivillig på gadebørnsprojektet i Ghana i 12 uger, hvor han lærte om livets smukke og i særdeleshed barske natur.

”Arbejdet gik meget ud på, at vi sammen med dem der styrede organisationen, snakkede med de børn, der kom ind fra gaden. Jeg var tilfældigvis dernede sammen med en anden dansk pige, som hed Mette, som var frivillig på samme projekt inden for den samme tidsramme. Vi snakkede med børn på gaden og dem som kom ind på kontoret. Udfordringen lå naturligvis i, at mange af disse børn ikke kunne tale engelsk. Så det var primært de lokalt ansatte, der samtalede med dem, hvor vi mere kunne bidrage med leg, tegninger og spil. I organisationen kunne vi jo ikke tvinge nogle børn til at komme hen på kontoret, der udelukkende fungerer som et gratis tilbud. Så hver morgen startede dagen med at tage hånd om dem, som mødte op. Imens gik nogle andre rundt i gaderne for at snakke med gadebørnene der,” udtaler Andreas Visbech Madsen.

En underlig følelse i kroppen

”Projektet prøvede at overbevise børnene om at komme med tilbage til kontoret, så de kunne lære om vanskelighederne ved at forblive som gadebarn og senere hen etablere et liv i samfundet. På kontoret var der også basis undervisning om morgenen i f.eks. engelsk og matematik – det foregik alt sammen på et meget basalt niveau, da flere af dem aldrig har gået i skole før – altså niveauet for to-plus-to og den lille abc – og her snakker vi altså mennesker i 20 års alderen. Denne oplevelse er en helt fantastisk øjenåbner, da det er utroligt, hvor lidt kontakt man har med denne del af verden, udover det som man læser i avisen. Det er en vild fornemmelse at møde ind på kontoret og snakke med nogle unge piger og vide, at de muligvis er prostitueret senere på dagen. Derfor forlader man også jobbet med en underlig følelse i kroppen, som jeg synes har været super lærerig.”
11

Om løst og fast

”I fritiden lavede jeg en masse forskellige ting. Jeg boede hos en af dem, der styrede en organisationen, og han havde også en anden dreng indlogeret, der arbejdede i Kumasi, så ham tilbragte jeg rigtigt meget tid med. Det var også god kutyme at komme tilbage på arbejdet senere på dagen for at snakke om løst og fast, og hvad de andre frivillige spændende projekter går ud på. Men derudover så oplevede jeg jo også safarien, en masse vandfald, en monkey sanctuary og et elefant-reservat.

Minus kniv og gaffel

Den største oplevelse ligger dog i at bo med lokale, fordi man får besvaret nogle spørgsmål og får forklaringer på nogle ting, som jeg tror, man havde misset, hvis man levede der som turist. Så det med at leve side om side med ghaneserne frem for eksempelvis tyve andre danskere, det var virkelig en stor oplevelse. Man bliver virkelig overrasket, fordi hele Ghana er så anderledes fra, hvad vi kender herhjemme. Da jeg tog videre til Sydafrika efterfølgende, kunne jeg også konstatere, at det mindede meget mere om Europa. Men Ghana er et positivt kulturchok, man gør så mange ting på andre måder – f.eks. så er højre hånd altid den ”rene”, da man bruge denne til at spise med, og man spiser stort set kun med denne – jeg så i hvert fald ikke skyggen af kniv og gaffel i længere perioder.”

Du kan se flere billeder her