Amanda Ritz
”Jeg arbejdede på et børnehjemsprojekt for piger, hvor af de fleste, ud af de omtrent 20 børn, var teenagere. Der var også nogle få rollinger. Så min dagligdags gøremål spændte bredt over lektiehjælp, børnelege, sport, samt alle de trivielle huslige opgaver. Ugerne fløj afsted, og jeg vil til en hver tid anbefale andre at rejse langt væk; se vild natur, møde nye mennesker, leve i anden kultur og skubbe sig selv. Det burde næsten være obligatorisk efter gymnasiet. Jeg havde lavet en del research inden, jeg tog afsted, så jeg havde et godt overblik over, hvor det var muligt at komme hen for penge, og hvor det var sikkert at rejse. Jeg fandt ud af, at Save A Heart var den billigste af de organisationer, jeg kunne finde. Da jeg læste om projekterne i Sri Lanka blev min interesse tændt. Jeg brugte ni uger på øen og har ikke fortrudt én eneste af dem,” fastslår Amanda Ritz fra Skovlunde, som er færdiguddannet HF’er fra Herlev Gymnasium.
Uden rice and curry dur hjælpelæreren ikke
”I de første to til tre uger var jeg også hjælpelærer på lokalskolen, som er tiltænkt de allerfattigste børn i byen – som også omfatte de børn, som jeg passede på børnehjemmet. Der gik dog ikke længe før, jeg fungerede som selvstændig engelsklærer for nogle klasser, hvilket jo ikke helt var intentionen. Jeg ville gerne biddrage til den eksisterende undervisning, men jeg tog ikke til Sri Lanka for at substituere de ansatte på lokalskolen, så de kunne holde længere frokostpauser eller blive væk. Derfor hjalp min kontaktperson mig med at blive støttelærer på byens privatskole i deres såkaldte pre-school, hvilket mest svarer til en kombineret vuggestue og børnehave, hvor der samtidig er fokus på indlæring hos de ældste. Ja, således forløb min dag: Jeg var hjælpelærer om formiddagen og børnehjemspædagog om eftermiddagen. Det hele foregik lidt uden for byen Kanumale, hvor jeg også boede og fik serveret min daglige overdosis af rice and curry – morgen, middag og aften.”
Livsbekræftende og hjerteskærende
Amanda og Amanda
om også hedder Amanda. Vi blev rigtigt tætte venner, hvilket jo næsten er en selvfølgelighed, når man oplever så mange vilde ting sammen, sover i seng sammen – og ja, lige pludselig har en verden til fælles, selvom man måske er forskellige i udgangspunktet. Vi har også indgået en stensikker aftale om, at vi skal ses igen, nu hvor vi begge er hjemme. Jeg havde jo ikke regnet med at få en ekstra veninde og navnesøster på denne rejse, men jeg må indrømme, at det er smadderdejligt at have én, som man kan genopfriske minderne med.”