”Omkring en times kørsel fra Nairobi ligger en mindre by, som hedder Ngong, og her ligger et lille børnehjem, hvor jeg og min veninde Camilla boede og arbejdede i 12 uger. Vi fungerede praktisk talt som husets altmuligmænd. Vi frekventerede folkeskolen i frokostpausen, som lå tre kilometer derfra, med varm mad til de elever, som boede fast på børnehjemmet. Vi stod for tandbørstningen af de helt små, når de skulle puttes – og endelig så påtog vi os rollen som de omsorgsfulde storesøstre, som gav plastrer på, når nogen havde slået sig, gav Panodiler til de trængende – og tog ungerne med til lægen, hvis de var syge,” udtaler Louise Holmgaard Jensen.

”Det er helt andre ufattelige vilkår, som menneskene, vi besøgte, lever under, og især børnene har slet ikke samme fremtidsudsigter, som børn har herhjemme. Man kan godt føle, at den hjælp man tilbyder er begrænset, men jeg tror på, at den virkelig tæller – så længe man yder sit bedste med de midler, man har til rådighed.”

”Børnehjemmet havde også selv en tilknyttet mindre skole. Her hjalp vi nogle få gange til i engelsk- og matematikundervisningen. Vi bidrog også med masser af hjælp i baby-klassen. Her havde læreren sagt lige ud, at vi altid var velkomne, fordi der konstant var noget at se til. Men, det skulle vise sig, at vi skulle have en langt større rolle i undervisningen: Skolen havde netop fået doneret nogle stationære computere – godt nok af ældre dato, men de virkede upåklageligt. Da ingen af lærerne havde forstand på IT, blev det hurtigt Camilla og mit ansvar at give IT-undervisning på daglig basis til børnehjemmets 50 faste beboere. Vi var faktisk så heldige at få gennemført nogle sponsorater fra den kristne menighed i Danmark, så computerne også fik internet. Først fik vi bare en router, men PC’erne var så gamle, at de aldrig havde hørt om ’trådløs tilsnlutning’. Problemet blev løst med en god håndfuld kabler. Og i dag, hvor jeg befinder mig i Danmark, kan jeg glæde mig over, at et børnehjem i Ngong har internetadgang på grund af vores indsats”