”Jeg vil gerne læse til fysioterapeut, og i den forbindelse giver det gode point til ansøgningen at have udenlandsrejser, som inkluderer frivilligt arbejde med mennesker. Jeg tjente penge til rejsen ved at arbejde hos Hjemmeplejen, hvilket jo også giver pluspoint i ansøgningsprocessen. Jeg valgte et ecuadoriansk projekt, som tilbød fysioterapi til børn med handicap, hvor det oprindeligt var meningen, jeg skulle have arbejdet i 17 uger. Men der var noget helt galt, kunne jeg mærke. Det var hårdt for mig, fordi jeg ikke kunne kommunikere med de børn, som jeg skulle hjælpe, og derudover så har jeg jo ingen uddannelse i fysioterapi, så jeg aner jo ikke, hvordan man rent faktisk gør. Tanken om, at nogle forventede noget af mig, som jeg tydeligvis ikke kunne tilbyde, stressede mig en smule. Disse ting, kombineret med de himmelsvævende højder, som Quito jo ligger i, gjorde, at jeg en dag besvimede. Det lyder muligvis som en afskrækkende oplevelse. Men det har ikke skræmt mig væk fra fysioterapien – overhovedet. Det stoppede mig heller ikke på rejsen. Jeg tog faklen i den anden hånd, og via Save A Heart fik jeg et nyt projekt i en børnehave og utallige, uforglemmelige eventyr i Ecuador,” fastslår Julie Mastrup Broberg.

”Man kunne stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne have udrettet mere eller have været til mere gavn hos de handicappede børn. Problemet var, at jeg ikke havde mig selv med i projektet. Der var vrøvl i kommunikationen, og det følte jeg en vis form for ubehag ved. Alternativet med børnehaveprojektet var derfor det bedste, som kunne ske for mig. Børnehaven bestod af en håndfuld ansatte, mig og 50 børn. Børnene var i 1-3 års alderen, hvor min opgave udover at made, bade, putte og skifte ble også var at lære dem nogle engelske gloser. Det foregik med assistance fra de ansatte på stedet. Det forbløffede mig gentagende gange, hvor lærenemme de små rollinger egentlig var. Derudover så overraskede det mig, hvor hurtigt børnene knyttede sig til mig; jeg tror måske de bedre kunne lide mig end de fastansatte, da jeg garanteret havde en lidt blødere håndteringen af dem. De værdsatte den kærlighed jeg gav dem, og den fik jeg tilbage med fuld styrke.”

”Min værtsfamilie var guld værd. De stod altid til rådighed, og ville egentlig bare gerne have, at jeg havde det godt – og derfor havde jeg det også rigtigt godt. Eksempelvis tog jeg én af sidste dage på hospitalet med værtsmoderen, fordi jeg havde fået en allergisk reaktion fra et insektbid på min fod. Heldigvis kunne hun føre ordet, og sammen fandt vi ud af, at jeg skulle have noget antibiotika. Det gik som smurt, fordi hun tog med, og fordi hun førte ordet – på et hospital i et land, hvor al kommunikation foregår på spansk. Sådan ligger landet. Da jeg tog afsted til Ecuador havde jeg regnet med slum og fattigdom, og denne forventning blev indfriet, men der var noget langt mere interessant, som mødte mig og skabte endnu større forundring – nemlig den uovertrufne skønhed, som landet har. Hvis man tager mod øst blomstrer junglen, og hvis man drager mod vest bruser havet ude ved kysten. Det var utrolig smukt. Derfor vil jeg på trods af et par små bump på vejen til en hver tid advokere for, at man bør tage et frivilligt arbejde i udlandet i en længere periode. Det er givende, lærerigt, selvbekræftende og fyldt med weekendture af uvurderlig kaliber.”