”Det var kombinationen af at rejse ud i verden og samtidig arbejde i nærområdet, som tiltalte mig. Jeg valgte at tage alene i seks uger til Cusco i Peru, da dette land i mange henseender har brug for hjælp, men også fordi dette land har en spændende kultur. Efter langvarig research på nettet fandt jeg frem til Save A Heart, og jeg valgte at rejse med dem, fordi jeg følte, at jeg hos dem fik mest muligt ud af det. Jeg synes mange af de andre lignende rejseorganisationer fokuserer på en masse adventure, hvor Save A Heart i langt højere grad handler om det frivillige arbejde. Jeg havde ikke mange forventninger, og rejsen var egentlig meget impulsiv, hvilket nok også medvirkede til, at jeg var positivt stemt overfor både den værtsfamilie, som jeg boede hos og den fritidsordning, som jeg arbejdede på,” udtaler Jeanne Ruth Kofoed fra Nexø.

”Jeg arbejdede på en fritidsklub, som skulle give børnene, som kom fra meget socialt belastede miljøer, et break fra hverdagen. Alle volontørerne, inklusiv mig selv, fik tildelt nogle såkaldte familier eller grupper af børn, hvor medlemmerne var vores ansvarsområde. Dagen bestod af frikvarterer, lærerige legetimer og familiemøder, hvor man kunne fordybe sig i et eller andet projekt, som gerne skulle fremlægges for de andre børn om fredagen. Et af projekterne kunne eksempelvis være science. Forstanderen på stedet forklarede børnene til et fællesmøde, hvad science indebar, hvilke videnskabelige fremgangsmetoder, som kunne bruges. Efterfølgerne skulle vi under familietiden finde ud af nogle forsøg, som skulle fremlægges. På mange måde minder volontørprojektet om en skole, men fritidsordningen adskiller sig ved, at man skal lære gennem leg, sang – og at det udelukkende skal forstås som et gratis supplement til den peruvianske folkeskole. På stedet var der to eller tre psykologer, som fik tingene til at fungerer blandt det meget svingende antal af børn. Blandt disse børn var der nogle, som havde ret voldsomme adfærdsproblemer og ADHD, og derfor tror jeg, at stedet havde valgt at have psykologer frem for pædagoger.

”På trods af, at mine spanskegenskaber ikke er noget at råbe hurra for, så kunne jeg se på børnene, at de var glade for at være der, da det gav dem en smule frihed fra verden, som de levede i alle andre timer af døgnet. Selvom jeg havde et introduktionsforløb i spansk på to uger, så var det langt fra nødvendigt at kunne tale og forstå spansk, da man konnekter med børn på en helt anden måde end voksne. Moderen i min værtsfamilie kunne også lære mig lidt omkring sproget, fordi jeg blev tvunget ud i det, men derudover så kunne hun også vise mig, hvor man skulle gå hen, hvis man gerne ville handle sikkert for ikke at havne i turistfælder, og hvilke busser, der var smartest at tage. En værtsfamilie giver helt klart en uvurderlig insider-viden og usete oplevelser.”